tirsdag den 10. oktober 2017

Pop 80

Hen over sommeren kørte jeg en serie på Facebook, hvor jeg postede fem udvalgte hits - fire udenlandske og et dansk - for hvert år i 1980'erne, som jeg efterfølgende kommenterede. Den serie har jeg ønsket at give et mere varigt hjem, og det bliver så her.

God læsning. Og ikke mindst lytning.


***


1980


The Buggles: Video Killed the Radio Star

Første nummer i serien blev faktisk allerede udgivet i 1979, men blev på så mange måder betegnende for årtiet, at man næsten er nødt til at starte der. Det var det første nummer, som blev spillet på MTV, og hovedkraften i The Buggles, Trevor Horn, kom f.eks. senere til at producere Yes, Art of Noise og Frankie Goes to Hollywood.


Roxy Music: Oh Yeah (On the Radio)

Roxy Music var, ligesom Trevor Horn, lidt en gang efterslæb fra 70'erne, men blev på deres egen facon endnu mere retningsgivende for årtiet med deres slikkede stil og lyd. Under pomaden bankede der dog altid et stort, blødende hjerte. Hør blot her.


John Foxx: Underpass

Electropoppen var i 1980 stadig i sin vorden, når det kom til hitlistesammenhænge. "Underpass" med John Foxx nåede således, trods sin klassikerstatus inden for genren, kun # 31 i England. Men uden Foxx og Gary Numan til at bane vejen for "maskinmusikken", havde senere navne som Pet Shop Boys og Depeche Mode været ilde stedt. Og man skal lede længe efter køligere og mere futuristiske klange.


CV Jørgensen: Sæsonen er Slut

Selvom CV Jørgensens sjette album hed Tidens Tern og kom i et cover, der signalerede new wave, var det snarere 70'er-rockens svanesang end nye toner, man hørte. Til gengæld var de sange, han fik ned på bånd sammen med Delta Cross Band, sjældent veloplagte, bidske og udsøgte. Ikke mindst "Sæsonen er slut", der er og bliver lyden af sensommer.


David Bowie: Ashes to Ashes

"There's old wave, there's new wave, and there's David Bowie", skrev man allerede i 1977, da barden fra Bromley udsendte sit skelsættende album "Heroes". I 1980 var den strøm af stil- og imageinventioner, han havde gennemgået siden sidst i 60'erne, dog ved at rinde ud, og mangen en Bowie-fan har valgt at sætte en streg i sandet med Scary Monsters-albummet: Alt efter har simpelthen ikke interesse. En lige simpel nok udlægning, synes jeg, men sandheden er, at tiden for en stund havde indhentet ham, og at han i det næste tiår kom til at lægge i skarp konkurrence med de farvestrålende blitz kids - måske bedre kendt som new romantics - han selv havde været det helt store forbillede for. Som nu Steve Strange fra Visage, der faktisk optræder som en af nonnerne i denne video. Som titlen antyder, var sangen et lille requiem for 70'erne, der dog også samtidig havde fødderne sikkert placeret i nuet. Og dermed en passende måde at opsummere tilstanden 1980 på.


1981


Visage: Fade to Grey

Mens Steve Strange gik en tur på stranden med Bowie, var han selv ved at få et band op at stå, der endte med at inkludere halvdelen af Ultravox, halvdelen af Magazine, den ikoniske DJ Rusty Egan og ham selv. Gennembrudssinglen "Fade to Grey" endte med måske at blive new romantics-klassikeren over dem alle, stoppet til randen, som den var af ringlende synths, dyr sminke og ikke mindst koldkrigstristesse. PS: Der har verseret rygter om, at kvindestemmen, som taler fransk, skulle stamme fra et kursusbånd, medlemmet Midge Ure fandt derhjemme. Det er imidlertid løgn. Det var Egans daværende kæreste, Brigitte Arens, som stod for recitationen. PPS: Videoen blev instrueret af Kevin Godley & Lol Creme fra 10cc, der senere stod for klassiske videoer med f.eks. Peter Gabriel, Duran Duran og Sting.


Ultravox: The Thin Wall

Ultravox startede allerede i 1974 som et utilpasset folkrockband ved navn Tiger Lily, men gennem forsangeren og konceptmageren John Foxx' ledelse udviklede de sig op gennem årtiet til et spændende elektronisk rockorkester. Da han sprang overbord i 1979 for at blive solist, var der naturligt nok mange, som regnede med, at historien var slut, og af samme grund var der en del sure miner, da de resterende medlemmer hyrede Thin Lizzy-guitaristen og det tidligere teen scream-idol Midge Ure til at fylde ind for Foxx. Men det virkede. Pludselig stod de tidligere avantgardister midt i new romantics-fænomenet og solgte alle de plader, de ikke havde evnet før. Og klart: Udtrykket var blevet mere poppet, men i centrum for det hele stod der stadig en stor og ægte kærlighed til klassisk krautrock, der bl.a. viste sig i gruppens flerårige samarbejde med produceren Conny Plank. Og om det så var på grund af Ure eller det modsatte: 1981-albummet Rage in Eden var et meget helstøbt værk, der med stor succes kombinerede gedigen kunst og skinnende overflader. Som illustreret i denne stadig fascinerende video, der er lige dele dekadent diskoteksstemning og mareridtsagtig surrealisme.


Depeche Mode: New Life

Et af årets debuterende bands var en kvartet fra Basildon, der skulle vise sig at blive endda meget væsentlig på sigt. Den hed Depeche Mode og var oprindelig et rockband, som - inspireret af Ultravox og OMD - gradvist havde erstattet strenge med synths. I den helt tidlige fase, hvor det stadig var Vince Clarke, der skrev hovedparten af materialet, var gruppen nærmest en form for kikset, elektronisk boyband, der spillede naive og lettere meningsløse, men ikke desto mindre meget energiske, charmerende og slidstærke popsange. Ikke mindst på gennembrudshittet "Just Can't Get Enough", der den dag i dag genlyder fra mange tribuner under fodboldkampe. Men det var på forgængersinglen "New Life", at gruppen første gang demonstrerede den syntetiske wall of sound, der senere skulle præge større og meget anderledes hits som "Stripped" og "Never Let Me Down Again". En lidt overset perle i gruppens store sangkatalog.


The Specials: Ghost Town

Da Jerry Dammers fra The Specials i 1979 oprettede pladeselskabet Two Tone, havde han sikkert ingen anelse om, at det skulle blive et af de tidlige 80'eres mest skelsættende, endsige komme til at lægge navn til en hel musikgenre. Men begge dele skete, da flere af de grupper, han havde i stalden - The Beat, The Selecter, Madness og ikke mindst The Specials selv - begyndte at få succes med en særegen britisk blanding af ska, pop og punkattituder. Måske som en nødvendig modvægt til new romantics-scenens pomade og eskapisme, for two tone stod, modsat de nye romantikere generelt, for skarpe sociale kommentarer fra landets underklasse, hudfarve endda meget underordnet. Og er der en single, som er kommet til at symbolisere hele bevægelsen, er det The Specials' 1981-hit "Ghost Town". En sammenbidt reportage fra Thatchers England, hvor butikslukninger, arbejdsløshed, vold og almindeligt forfald var dagens ret for de fleste. Stadig stærk - og ikke mindst aktuel - lytning.


Laid Back: Maybe I'm Crazy

Som altid dengang var Danmark flere år bagud efter den musikalske udvikling. Jo, new wave var kommet til landet, men var med ganske få undtagelser noget, som bevægede sig rundt dybt nede i undergrunden på små selskaber med lave salgstal. Selv senere så mægtige Sort Sol var en kommerciel dværgstjerne på det tidspunkt. Grupper som Malurt og Warm Guns, som dog fik en vis opmærksomhed ved at blive påklistret mærkatet, var i bedste fald opspeedet 70'er-rock, og selvom Voxpop (med Elisabeth Gjerluff Nielsen) og Tv-2 var tættere på den ægte vare, var de stadigvæk mest af alt kultorkestre. Nej, i '81 var det tætteste,landets hitlister kom på gedigen ny musik, faktisk Laid Back, der på debutsinglen "Maybe I'm Crazy" lød som en uventet, men iørefaldende hybrid af JJ Cale og Kraftwerk. Det gør de stadig 36 år efter, uden at opskriften egentlig er blevet dårligere eller mindre original af den grund.


1982


Pigbag: Papa's got a Brand New Pigbag

I starten af 80'erne eksperimenterede den mere punkede del af undergrunden løs som aldrig før eller siden, og i kredsen omkring grupper som The Slits og The Pop Group blev der ikke kun leget med dub, men også mere funky og sågar etniske rytmeelementer. I de tilfælde forblev resultaterne kultplader, men bassisten fra Pop Group, Simon Underwood, endte alligevel på hitlisterne sammen med resten af det i starten ret løse og jam-baserede orkester Pigbag. Og det med et nummer, som sendte en knapt så diskret hilsen til James Brown samtidig med, at det satte undergrundens legesyge ind i en yderst dansabel og catchy ramme. Oprindeligt udsendt i 1981, men først # 3 i England året efter.


Grandmaster Flash and the Furious Five: The Message

I løbet af året var der en ret ny og i længden temmelig væsentlig musikgenre, der fik tag i folks bevidsthed. Navnet var hip hop. En genre, der - vist mest som et alternativ til bandekrig - var opstået i de amerikanske storbyers ghettoer sidst i 70'erne, men selvfølgelig hurtig blev reduceret til et spørgsmål om omvendte kasketter, breakdance og dårlig graffiti, da den ramte den hvide middelklasse-ungdom. Den oprindelige bølge - den såkaldte old school - var ganske påvirket af både disco og electropop á la Kraftwerk, men når den var bedst, kunne den godt rumme ganske hardcore sociale budskaber alligevel. Som nu her.


Duran Duran: Save a Prayer

Med Duran Duran fik new romantics-bevægelsen sit første og største boyband. Med gennemført styling og lækkert producerede videoer, der gjorde sig optimalt på MTV, var der i den grad lagt op til skrigende teenagepiger rundt om i verdens koncertsale, hvilket da også blev resultatet. Men modsat nutidens boybands, der typisk bliver designet fra bunden af en manager, var Duran Duran et gedigent orkester længe før, de kom ind i dén mølle, og overfladen bedrog: I virkeligheden var de et ganske habilt og seriøst artrock-band, hvilket da også blev tydeligt i længden. Fra og med 1986-albummet Notorious var det musik frem for image, der kom i højsædet. Men deres første hovedværk er og bliver Rio fra 1982, hvor synths, stærk sangskrivning og 80'er-flash går op i en højere enhed, der er mindre eskapistisk og uskyldig, end den virkede dengang. Ikke mindst på den perlende, men lumske "Save a Prayer".


Hot Chocolate: It Started With a Kiss

Når det kommer til soul, var 80'erne et forfærdeligt årti. 60'ernes store artister var enten døde eller nået til et sted i karrieren, hvor det handlede om hurtige penge på bekostning af repertoiret, og hvad angik de nye, der kom til, faldt de stort set alle sammen ind under kategorien maskinsoul. Hvilket vil sige, at de dyrkede syntetiske klange og vilde fraseringer på en måde, der forrådte genrens grundlæggende ægthed og intensitet. Men ind imellem hændte det alligevel, at der kom en fornuftig plade ud, og en sådan er Hot Chocolates "It Started with a Kiss". Ret beset også et stykke makinsoul, bygget op omkring billige keyboardlyde, som den er, men i stedet for at overtage butikken, bliver det syntetiske lydbillede et neutralt lærred, Errol Brown så meget desto mere kan udfolde sin stærke og indlevede vokal hen over. Banalt og sentimentalt som ind i helvede, men også soul i ordets oprindelige og fineste forstand.


Kliché: Patrulje

Kliché var i 1982 det eneste danske new wave-orkester, der både nød respekt på Saltlageret, som tidens førende alternative spillested hed, og landets sportshaller. Onde tunger vil mene, at de lod sig inspirere lidt for meget af amerikanske Devo, der også førte sig frem med hvide kedeldragter og dyrkede en lignende kantet, næsten matematisk lyd, men på albummet Okay Okay Boys lykkedes det for alvor gruppen af finde sit eget udtryk med en mere drømmende og eksperimenterende stil end før. Allerede to år senere var festen definitivt forbi: Den selvkritik, som gjorde begge bandets lp'er til klassikere, endte også med at slå projektet i stykker. Men ud af resterne fik man soloartisten Lars H.U.G., sangskriverteamet Voss - Torp, der til sidst mundede ud i Souvenirs, og guitar/producertalentet Hilmer Hassig, som senere blev en af hovedkræfterne i Love Shop.


1983


Freeez: IOU

En nyskabelse, der hørte de tidlige 80'ere til, var housemusikken. Hvornår den helt præcist opstod, er der ingen, der kan sætte et præcist årstal på, om end der hersker en vis enighed om, at det var i New Yorks og Chicagos klubber, den gradvist udkrystalliserede sig ved, at dj's biksede disco, funk, synthpop, hip hop og sågar en smule jazz sammen i én stor, dansabel pærevælling, der med tiden blev mindre og mindre vokalbaseret og betonede beats eller basgange frem for sangstrukturer. Et af de navne, der nævnes som pionerer, var produceren Arthur Baker, der i 1982 blev tilsendt en håbløs skitse fra et britisk discoband ved navn Freeez. Men tilsat et af de beats, han efter sigende producerede på stribe i de år og vogtede over som en drage, blev floppet året efter ikke blot til et hit, men også et tydeligt tegn udadtil på, at noget nyt og i længden revolutionerende var på vej.


The Human League: (Keep Feeling) Fascination

1983 var også året, hvor kurven både toppede og begyndte at knække for new romantics. Ikke mindst for The Human League, der sidst i 70'erne startede som et af Englands første elektroniske orkestre med en lyd så kølig, fremmedgjort og ekstrem, at de dengang blev nævnt i samme åndedrag som tidlige industrial-grupper á la Cabaret Voltaire og Throbbing Gristle. Men i 1980 kom det til et brud i gruppen, hvor de oprindelige medlemmer Ian Marsh og Martyn Ware brød ud for at danne produktionskollektivet B.E.F. og gruppen Heaven 17, hvilket efterlod sangeren Phil Oakey og den visuelle artist Adrian Wright til at føre missionen videre. Ingen af dem var videre musikalsk skolede, og det burde slet ikke have fungeret. Slet ikke da Oakey en aften spottede skolepigerne Joanne Catherall og Susan Sulley på et diskotek og uden videre tog dem ind i gruppen. Men han havde en klar vision, og 1981-albummet Dare var ikke blot en storsællert, men også en mesterlig kombination af pop og elektroniske avantgardeelementer. I 1982 - 83 udkom en par nye singler, der i virkeligheden bare skulle holde gryden i kog, mens gruppen spekulerede over, hvad den nu skulle gøre - og, som det følgende års Hysteria beviste, ikke rigtigt fandt ud af det. Men man kan mene, at popbandet Human League toppede her. Ikke mindst på den både funky og mekaniske (Keep Feeling) Fascination.


OMD: Genetic Engineering

Orchestral Manoeuvres in the Dark - eller OMD - var et andet band med tilknytning til new romatics, der om ikke andet så kunstnerisk toppede i 1983. Men ligesom Human League var de startet som en slags elektronisk punkband sidst i 70'erne. "Sig mig, er I ABBA eller Joy Division", skulle A&R-repræsentanten på DinDisc engang have spurgt gruppen i ren frustration, og "faktisk er vi begge dele" skulle svaret have lydt. I 1981 slog de stort igennem med albummet Architecture & Moralty, der netop bestod af lige dele smægtende ballader og dystopiske lydbilleder, og måske troede de, at de dermed kunne slippe afsted med hvad som helst. Men efterfølgeren fra '83, Dazzle Ships, var, sin ubestridelige kvalitet til trods, nok alligevel lidt for mærkelig for den brede befolkning med sine legetøjsinstrumenter, sælsomme vignetter og raslende arrangementer. I hvert fald solgte den kun 300.000 eksemplarer, hvorefter pladeselskabet satte OMD en stol for døren og venligt, men bestemt bad dem om kun at lave POP fremover! Inden da havde man heldigvis fået hitsinglen Genetic Engineering, der i beske vendinger kommenterede gensplejsning tilsat lyden af en børnehave, som var gået grassat. Bonusinfo: De syntetiske stemmer her stammer fra spillet Speak and Spell. Det samme spil, som Depeche Mode opkaldte deres første album efter.


New Order: Blue Monday

Mens OMD havde svært ved at bestemme sig for, om de var Joy Division eller ABBA, VAR New Order rent faktisk Joy Division, der var blevet til ABBA. Eller noget lignende i hvert fald. Da Joy Divisions Ian Curtis tog sit liv i foråret 1980 som en desværre alt for logisk afslutning på den gruppes kompromisløst gotiske projekt, antog de resterende medlemmer et nyt navn og forelskede sig glødende i den electrodisco og house, der så småt begyndte at strømme ud fra klubberne i New York og Italien. Svendestykket i den forvandlingsproces, der fulgte. var maxisinglen Blue Monday, der i 1983 blev den mest solgte nogensinde af slagsen. Det var ikke en omstilling, der faldt gruppen let, for på det tidspunkt var en elektronisk komposition af det format ikke noget, man bare kunne sætte sig ned foran computeren og programmere i ét stykke, som enhver kan i dag. Man måtte pukle på med uberegnelige og svært betjenelige sequencere, der når som helst kunne gå ned - det fortælles, at en bedre version af nummeret blev slettet ved et uheld undervejs - hvorefter de forskellige elementer måtte splejses sammen i hånden på diverse båndstumper. Og New Orders faciliteter var ikke de bedste: Kraftwerk, som var imponerede over resultatet, kom forbi for at inspicere studiet, blot for at undre sig over, at noget så godt var indspillet på sådan noget lortegrej. Men bortset fra, at gruppen mistede 10 pence pr. solgt single pga. originalens dyre cover, kunne den glæde sig over omsider at have skrevet musikhistorie i egen ret.


Anne Linnet & Marquis de Sade: Glor på Vinduer

Der kom i den grad røre i andedammen, da Anne Linnet pludselig viste sig på tv i lædergear og tung makeup for at præsentere sit nye album, som ikke blot var entydigt lesbisk i dets observans, men også bekendte sig åbent til SM. Marquis de Sade hed den sågar, gruppen, hun havde skabt pladen med. Væk var med ét opfattelsen af Linnet som den pæne pige i 70'ernes kvinderock, og mens aviserne svælgede i latterlige overskrifter á la "Anne går ind for hustruvold", var der alligevel mange, som blev fanget af albummets dunkle musikalske univers, hvor tung, tung funkbas, kølige synths og svirpende, maskinelle trommer viste, at new wave og electropop bestemt ikke var gået hen over hovedet på hende. Sangen "Nattog", som desværre ikke findes på YouTube, var som en dansk, mere erotiseret udgave af Kraftwerks Trans Europa Express, men også "Glor på Vinduer" - det helt store hit - trak tråde i samme retning. En meget væsentig udgivelse både musikalsk og kønspolitisk, og selvom Linnet siden har lavet tre andre albums med Marquis de Sade, har ingen af dem haft samme slagkraft og betydning. Lædergearet lagde hun da også hurtigt fra sig for på godt og ondt at blive folkeeje.


1984


Bronski Beat: Smalltown Boy

1984 var året, hvor det, man sikkert i mangel af bedre kaldte "gay disco", slog igennem i stor stil. På mange måder en strømning, der lå naturligt i forlængelse af det tvekønnede hos både Bowie og new romantics, ligesom den musikalsk byggede videre på electropop og italo disco. Men hvor selv Bowie havde været noget tvetydig omkring sin seksualitet, stod de nye navne i den grad inde for, hvad de var. Og ingen mere end Bronski Beat, hvis debutalbum, The Age of Consent, nærmest var et konceptalbum om bøssers følelser og rettigheder i en tid, hvor 70'ernes frigørelse blev erstattet af hate crimes og HIV. Specielt på singlen Smalltown Boy, der fortalte om den tragiske nødvendighed i at bryde op fra sin indskrænkede hjemstavn for at opsøge byernes friere liv, fik gruppens seksualpolitik et udtryk, der kunne røre andre end målgruppen.


Frankie Goes to Hollywood: The Power of Love

Var Bronski Beat gay disco-scenens politiske bannerførere, var Frankie Goes to Hollywood dens intellektuelle. I hvert fald på overfladen, for pladeselskabet ZTT - produceren Trevor Horn og journalisten Paul Morley - lagde et stort arbejde i ikke blot at omgive det tidligere Liverpool-punkband med tidens mest raffinerede lydkulisser, men også provokerende slogans og småfilosofiske essays, der kunne læses på gruppens albums og 12"-udgivelser. Kommercielt set virkede det bizarre koncept - bandets tre første singler røg alle til tops på den britiske hitliste - men forsanger Holly Johnson var ikke typen, der i længden gad at være en nikkedukke for smarte branchefolk. I 1987, efter blot to albums, var det slut, og samarbejdet endte i en sky af søgsmål mellem frontfigur og label, som ingen af parterne nogen sinde helt kom sig over. ZTT overgik til mere at være et almindeligt selskab med store og (flest) små succeser, mens Johnsons solokarriere aldrig for alvor nåede op i gear. Måske fordi han i 1991 fik konstateret HIV og længe troede, det var en dødsdom. Men i 1984 var han usårlig på The Power of Love, der samtidig var et meget gennemført eksempel på den typiske 80'er-ballade: Storladen, romantisk, slikket og aldrig ræd for at være for meget af det gode.


Dead or Alive: You Spin Me Round (Like a Record)

Ligesom Frankie Goes to Hollywood kom Dead or Alive fra Liverpools punkscene, hvor de siden 1979 havde spillet ikke voldsomt god goth under navnet Nightmares in Wax, og der skal nok stadig være dem, som mente, at det gik galt for gruppen, da guitaristen Wayne Hussey i 1984 gik til fordel for The Sisters of Mercy. Men det var discorytmerne, der var bandets skæbne, og med den mere end almindeligt androgyne Pete Burns i front brød Dead or Alive samme år igennem med albummet Sophisticated Boom Boom. Men denne single fra november skulle blive den, som for alvor skrev historie, da den samtidig var den første store succes for producerteamet Stock, Aitken and Waterman (SAW), der - med Motown som forbillede - blev 80'ernes helt store hitfabrik med navne som Rick Astley, Kylie Minogue og Mel & Kim i stalden. På godt og ondt forblev Dead or Alive uafhængige af SAW, og efter endnu et par fede år blev resten af gruppens historie en lang ørkenvandring, hvor den fik og mistede kontrakter, som andre skifter undertøj, og måtte indspille eller remixe de gamle hits igen og igen, mens Burns selv efterhånden kom til at ligne et designermonster efter alt for mange ansigtsløftninger og Botox-behandlinger. Før han døde sidste år, havde han svært ved at skjule skuffelsen over at være henvist til at henslæbe sit liv som realitystjerne på britisk tv. Men en sand ener var han. Kig og lyt selv.


Sade: Smooth Operator

Sade, der blev født i Nigeria anno 1959 som Helen Folasade Adu, var endnu en af de få, der stod på 60'er-soulens klassiske dyder i et årti, der ikke kunne få syntetiske klangflader og abstrakte vokaludflugter nok. Og i virkeligheden var og er hun et band. Mens hun var i London for at studere design, stødte hun ind saxofonisten Stuart Matthewman, hvis gruppe, Pride, snart ændrede navn til Sade og hurtigt blev så tæt sammenspillet et hold, at debutalbummet fra 1984, Diamond Life, kun tog seks uger at få i kassen, selvom alle var dilletanter i et lydstudie. Seks millioner eksemplarer endte det med at sælge. Det blev starten på en lang og succesfuld, men også tilbagelænet karriere, som med lange pauser pga. familieliv og andre omstændigheder har ført fem yderligere albums med sig. Alle præget af smagfulde, organiske arrangementer, der aldrig taber selve sangen af syne, og med Adus bløde og jazzede, lettere melankolske vokal i forgrunden. Tidløs klasse. Ikke mindst på gennembrudshittet Smooth Operator.


Tv-2: Vil du danse med mig (12")

Sidst i 70'erne var Steffen Brandt frontfigur i det progressive rockband Taurus, som ganske vist var en meget aktiv del af det århusianske rockmiljø, men aldrig lod til at komme nogen vegne. Ergo måtte gruppen opløses, og efter en kort tid som keyboardspiller i Kliché fik han lyst til at danne sit eget new wave-orkester. Til det formål genbrugte han pudsigt nok medlemmerne fra sit gamle band, der så blev Taurus Version 2. Eller Tv-2. Heller ikke det band blev en omgående succes. Dets to første albums, Fantastiske Toyoya (1981) og Verden er Vidunderlig (1982), var interessante og energiske, men også lidt kluntede opvisninger i postpunk á la Kliché og technopop á la Kraftwerk. Men på Beat (1983) fandt gruppen - selvom gennembruddet blev singlen Popmusikerens Vise, der var et tidligt og ret sølle forsøg på dansk rap - omsider ind til sit eget udtryk: Luftig rock af den nye skole, som samtidig vedkendte sig sin gæld til 60'ernes og 70'ernes store sangskrivere. Godt krydret med ironisk samfundskommenterende, men også på en god dag lavmælt poetiske tekster. Fra da af var gruppen uovervindelig. Det kommercielle højdepunkt blev Rigtige Mænd Gider Ikke Høre Mere Vrøvl fra '85, men Tv-2 har holdt en pæn status lige siden. Og allerede Nutidens Unge fra '84 blev ikke blot gruppens første album til at runde 100.000 solgte eksemplarer: Det blev også landets første udgivelse på det nye cd-medie. Singlen Vil Du Danse med Mig var oven i købet et af de første danske numre til at blive udsat for et extended remix på 12" (den postede version). Det var ikke just lyden af de trendy klubber i New York, men resultatet har modstået tidens tand bedre, end man kunne forvente.


1985


Paul Hardcastle: 19

Første levende billede fra 1985 er briten Paul Hardcastle, der, i lighed med Herbie Hancock, var en af de jazzmusikere, som tog den nye elektronik til sig. For begges vedkommende specielt Fairlighten - et tidligt, upålideligt skrummel af en sampler, der til gengæld kostede det samme som en ny bil. Men havde man den, kunne man optage stemmer, instrumenter og musikstumper, som man efterfølgende kunne gentage, manipulere eller klippe i stykker, som man ville. Senere i 80'ere skulle sampling blive et helt uundværligt greb inden for genrer som house og hip hop, der i en årrække var prægede af endda meget opfindsomme lydmontager, og om man vil, kan man sige, at Hardcastles 19 var det første moderne housenummer, der hittede internationalt. I hvert fald lagde han - modsat i sin tid Freeez - den traditionelle sangskrivning bag sig til fordel for elastiske grooves og vokalsamples fra et dokumentarprogram om Vietnamkrigen. Det kom der en antikrigsprotest ud af, man i den grad også kunne ryste røv til. Nu om stunder er han stadig aktiv inden for både electronica og jazz, men har aldrig været i nærheden af at opnå samme succes.


Simple Minds: Don't You (Forget About Me)

I løbet af 1985 begyndte de sidste rester af new romantics at løbe ud i sandet. Grupper opløstes eller skiftede stil i ét væk. Og nogle få blev så store, at de fik betegnelsen "stadionrockbands". hvorefter stadionrock - eller The Big Music, som man kaldte det i England - begyndte at udkrystallisere sig som en egentlig genrebetegnelse. For var der noget, bands som U2, The Alarm og Big Country havde til fælles, var det en dynamisk og guitarpræget lyd med store armbevægelser og højt til loftet. I den sammenhæng var skotske Simple Minds måske lidt atypiske, fordi de havde været igennem mange forskellige udtryk, inden de nåede dertil. Debuten Life in a Day (1979) var artrock á la Eno og Roxy Music, mens efterfølgeren fra samme år, Real to Real Cacaphony, nærmest var industrial. Over de næste tre albums dyrkede de skiftevis electropop og krautpræget postpunk, før de med New Gold Dream (1982) for alvor fik hul igennem til det store publikum. Det var således et orkester med masser af substans i sig selv, der i 1985 sagde ja til at indspille sangen Don't You Forget About Me til filmen Breakfast Club. Noget, sangskriverne Keith Forsey og Steve Schiff (med baggrunde i henholdsvis Amon Düül II og Nina Hagen Band) nærmest måtte tigge bandet om at gøre efter at have fået afslag fra både Billy Idol og Bryan Ferry. Simple Minds skulle da også få rigelig lejlighed til at fortryde, at de havde taget imod den, for den blev deres absolut største hit og sendte mere eller mindre deres eget sangkatalog over i skammekrogen. Men smukt er og bliver nummeret. Og som sådan er det ikke urepræsentativt for, hvordan de lød i deres største år.


Prince and the Revolution: Raspberry Beret

I løbet af 80'erne var Prince Rogers Nelson vokset fra at være en barnligt provokerende soul- og funkkunstner til at være noget helt unikt, man ikke uden videre kunne spærre inde i én genre. Sammen med bandet The Revolution skabte han i årtiets første halvdel en række mere eller mindre klassiske albums, der kulminerede med filmen og soundtracket Purple Rain (1984), som så ham dryppe elementer fra new wave, hard rock og psykedelisk musik ned i sin funky cocktail. Og det sidstnævnte element var endnu mere udtalt på Around the World in a Day (1985), der uden blusel trak på psychpop, som specielt Beatles lavede det. Der var ikke langt fra de tiltede strygere på I am the Walrus til arrangementerne på Raspberry Beret. Et nummer, som i øvrigt var et outtake fra Purple Rain, hvor det skulle have ledsaget en bortcensureret elskovsscene. Prince selv, der døde sidste år, opløste snart The Revolution for at søge nye musikalske græsgange. Med held. Resten af hans output fra 80'erne er stærkt og bør stå i enhver seriøs pladesamling. Først i 90'erne begyndte kvalitetskontrollen at svigte sideløbende med mere og mere søgte selviscenesættelser. Men da var den lille mand fra Paisley Park allerede en legende.


Tina Turner: Private Dancer

Et af årets første hits kom fra Tina Turner, alias Anna Mae Bullock, der blot et par år før havde været indbegrebet af en udbrændt stjerne. Allerede i 50'erne havde hun startet sit samarbejde med ægtemanden og sangskriveren Ike Turner, der ganske vist førte klassiske indspilninger som River Deep, Mountain High og Nutbush City Limits med sig, men også var et helvede af undertrykkelse og hustruvold. Da ægteskabet blev opløst i 1978, havde hun svært ved at finde sine egne ben at stå på, og et par discoprægede albums floppede fælt. Til gengæld havde hun masser af musikerkolleger, der gerne så hende lykkes som solist. Som Rod Stewart, der hyrede hende som opvarmning til en større tour i USA, og producerteamet B.E.F. - alias Martyn Ware og Ian Marsh fra The Human League - der måske mere end nogen hjalp hende tilbage på rette spor med albummet Private Dancer (1984). Men til velynderne hørte også Mark Knopfler fra Dire Straits, der havde et lovende outtake fra albummet Love Over Gold (1982) liggende, som han mente ville ligge bedre i hendes mund. Han havde ret. Titelnummeret fra Private Dancer gav Turner 15 gode år mere i branchen.


Elisabeth: En sømand som dig

Som nævnt var Voxpop et af de populære bands fra starten af 80'erne, der forholdt sig mest tro til punkens og postpunkens nye impulser med hurtige, heftige og fængende sange, som dog også i høj grad lå i forlængelse af 70'ernes protestmusik. I 1984 lagde det skib til land for altid, men sangerinden og midtpunktet Elisabeth Gjerluff Nielsen fortsatte alene. I starten - indtil hun fik etableret et samarbejde med guitaristen Hilmer Hassig, som hun arbejdede med indtil hans død - flankeret af det meste af Gnags, som hun var tæt familiært forbundet med, da hun var søster til Peter A.G. og Jens G. Første frugt var albummet Elisabeth fra '85, som var et decideret kunstnerisk kvantespring. Stærke, selvsikre sange i tidens toneklang, der var fulde af længsel og drøm på en måde, der spejlede den såkaldte 80'er-lyrik og ofte fortjente at blive sammenlignet med den. Samtidig med det var udtrykket gennemført feminint på en måde, der snarere trak paralleller til 90'ernes riot grrrls eller måske det fælles forbillede, Patti Smith, end det foregående årtis søsterrock. Elisabeth insisterede på at være kvindelig med alt, hvad det indebar. Om det så var at optræde på tv med "beastie baby" - datteren Rosa (nu residerende på Rouladegade) - i nittet læderjakke, posere i provokerende, kubistiske BH'er eller være intelligent, stærk bandleder. Den dag i dag skal man lede længe efter en kunstner, der på samme måde fragter hele sin menneskelighed ind i det, hun laver. Første hit som solist hed En sømand som dig.


1986


Falco: Jeanny

Johann Hölzel startede tilbage i 70'erne sin musikalske karriere i Wien-bandet Drahdiwaberl, der stod for en kras blanding af camp og ikke særligt god punk, men tog i 1981 springet ud i en solokariere under aliasset Falco med gennembrudshittet Der Komissar. En spøjs, meget østrigsk blanding af Bowie og new romantics. Den stil afveg han egentlig aldrig fra, selvom han i 90'erne forsøgte sig med et par mere eurodance-inspirerede singler, og han ofte vovede sig ud i rapindslag som på Rock Me Amadeus, der i 1985 blev et massivt verdenshit. Men netop det spøjse og østrigske gjorde, at han forblev noget særligt. Også fordi han aldrig var bange for at flirte med det dekadente eller ligefrem dæmoniske. Ikke mindst på '86-singlen Jeanny: En skummelt suggestiv sang sunget fra en psykopats synspunkt, der vakte stærk furore og endda blev censureret flere steder. Til sidst indhentede mørket dog Falco selv. I 1998 kolliderede han - stærkt påvirket af alkohol og kokain - med en bus i Den Dominikanske Republik. Det blev aldrig officielt erklæret for et selvmord, men var det givetvis. Som det i øvrigt fremstilles i filmen Verdammt, wir leben noch fra 2007, der tegner et rørende, men også problematisk og ikke altid sympatisk portræt af en usikker mand, der blev fanget af sit eget image. Se den.


Dire Straits: Your Latest Trick

"Where the Delta meets the Tyne". Således beskrev guitaristen, sangeren og sangskriveren Mark Knopfler for et par år siden siden sin musik. Både solo og med gruppen Dire Straits, med hvilken han sidst i 70'erne fik sit kommercielle gennembrud efter nogle år på Londons pubrock-scene. Sammen med bl.a. Chris Rea var Dire Straits da også nogle af de få på 80'ernes britiske rockscene, der kunne siges at videreføre landets fine bluestradition, selvom det var i et meget moderne regi, der ikke var helt upåvirket af tidens new wave. Op gennem årtiet raffinerede bandet sit oprindeligt ganske rå og basale udtryk, til det på Brothers in Arms (1985) stod frem som et helt musikalsk festmåltid med influenser fra jazz og irsk folkemusik til rock'n'roll á la Chuck Berry. Endda på en så fin samling sange, at man uden blusel må udråbe det til et af 80'ernes bedste albums uanset genre, selvom det hverken dannede skole eller satte nye dagsordener. Faktisk blev det også så stor en succes, at Dire Straits aldrig kom sig over det. Fem år skulle der gå, før gruppen forkølet vendte tilbage med floppet On Every Steet, og Knopfler definitivt besluttede sig for at fortsætte alene. Men i '86 klang alt stadig, som det skulle, på den sensuelle ballade Your Latest Trick.


Eurythmics: Thorn in My Side

Sidst i 70'erne eksisterede der et såkaldt powerpop-band ved navn The Tourists, der på kompetent, men ikke ligefrem interessant vis blandede 70'ernes pop, rock og soul med punkscenens energi, selvom de ellers benyttede sig af krautrock-produceren Conny Plank på deres første album. Men efter opløsningen besluttede to af medlemmerne, guitaristen Dave A. Stewart og sangerinden Annie Lennox, som også på den tid dannede par privat, sig for at gå i en mere avantgardistisk retning. Under navnet Eurythmics tog de ned til Planks studie i Köln for at indspille albummet In the Garden (1981). En proces, der involverede medlemmer af Blondie, Can og D.A.F., selvom det synthpop-orienterede resultat stadig rummede elementer af både rock og soul. En større salgssucces blev pladen ikke, men alligevel var banen kridtet op for en af 80'ernes mest markante karrierer, som faktisk hele vejen igennem var præget af en delikat balance mellem pop og eksperiment. Sidst i årtiet veg synthesizerne i høj grad for et mere traditionelt rockudtryk, men selv en hardcore artrocker som undertegnede må indrømme, at albummet Revenge (1986) på alle måder var duoens højdepunkt. Fra den tager vi den herligt hadefulde Thorn in My Side.


Berlin: Take My Breath Away

I USA var synthpop op gennem 80'erne et ømt punkt. Meget få hjemmegroede bands dyrkede genren, og grupper som Ministry og Nine Inch Nails skulle først i løbet af 90'erne nå nogen vegne kommercielt. Men der var ét orkester af slagsen, som havde en vis succes med den rene vare: Berlin fra Orange County med den karismatiske og ambitiøse Terri Nunn i front. Nunn havde nær fået rollen som prinsesses Leia i den første Star Wars-film og var af den type, som søgte succes uanset måden eller omkostningerne. Da gruppen hittede stort i 1986 med balladen Take My Breath Away, der var skrevet til filmen Top Gun af Tom Whitlock og legendariske Giorgio Moroder, var det da også vand på hendes mølle: Omsider vidste hele verden, hvem de var. De andre medlemmer så det ikke på samme måde: Specielt skammede de sig over, at de ikke selv havde skrevet nummeret. Berlin blev derfor lagt i graven i samme sekund, som den virkelig var blevet stor, og selvom Nunn senere har videreført den med skiftende besætninger, er den forblevet lidt af et one hit wonder. Men bagkataloget fra starten af 80'erne er stadig værd at opsnuse, hvis man vil høre kvalitetssynth fra den anden side af Atlanten.


Lars Hug: Elsker dig for Evigt

Da Kliche i 1984 gik i stykker, havde de netop været på Shetland sammen med guitarist og producer Hilmer Hassig for at lave demoer til et tredje album. Det materialiserede sig aldrig, men nogle af sangene gjorde hist og her. F.eks. Elsker Dig For Evigt, som forsanger Lars Hug (nu kendt som H.U.G., da en emsig pibefabrikant fra Kolding tvang ham ud i et navneskift) indspillede til Kristian Levrings debutspillefilm Et Skud Fra Hjertet i samarbejde med netop Hassig. Det blev startskuddet til en glorværdig solokarriere, som i mange år var præget af dette kreative parløb. Men spørgsmålet er, om de nogen sinde overgik det første skud fra hjertet. Hugs stemme har i hvert fald sjældent været mere indfølt, Hassigs guitarspil sjældent mere sart og lyrisk.


1987


U2: With or Without You

Med til stadionrockens store lyd hørte ofte tilsvarende store armbevægelser, og ingen figur delte vandene mere end Bono fra irske U2, der med udgangspunkt i tidlige bibelstudier kastede sig ud i politiske kampe for et godt ord. Men under al bravadoen fandt man et band, der arbejdede grundigt og seriøst med sin musik. Fra de tidlige, sprøde postpunk-skiver Boy (1980) og October (1981) over den højstemte, selvsikre War (1983) til eksperimentet The Unforgettable Fire (1984), der blev indspillet sammen med ambient-ikonet Brian Eno. Han var også med i 1987, hvor der sneg sig mere amerikanske og bluesbaserede toner ind på The Joshua Tree - gruppens første virkelige hovedværk. Dog ikke uden følgeskab af mere modernistiske tendenser. Som nu på førstesinglen With Or Without You, hvor The Edge, gruppens guitarist, skabte de overjordiske, underligt bagvendte toner på en såkaldt Satellite Guitar, han havde fået tilsendt fra fabrikanten som prototype. Alt sammen udmærket bortset fra, at den var fyldt med løse forbindelser, der truede med at tage strøm på ham, hvis han satte fingrene forkert. Han overlevede indspilningen. Til manges irriation, men endnu fleres store glæde.


Pet Shop Boys: Rent

Først i 80'erne var Neil Tennant musikanmelder på musikbladet Smash Hits. Og en af de mere frygtede penne i de spalter, fordi han havde en vision om, at pop og kunst måtte kunne gå op i en højere enhed. "Nemt nok at sige for en skriverkarl", vrissede mangen en skuffet musiker sikkert, men sammen med makkeren Chris Lowe dannede han snart duoen Pet Shop Boys, der satte sig for at realisere netop den vision. I første omgang sammen med den excentriske Hi NRG-producer Bobby Orlando, der mellem 1983 og 1984 producerede det meste af et album sammen med gruppen - heriblandt gennembrudshittet West End Girls. I længden blev Orlando dog for mærkelig at være i stue med, så da gruppen i 1986 albumdebuterede med den ganske helstøbte Please, var det britiske Stephen Hague - også kendt for sit samarbejde med bl.a. New Order - som sad bag knapperne. Det gjorde han også delvist på efterfølgeren Actually (1987), der blev den helt perfekte sammensmeltning mellem storladen, meget britisk synthpop og skarpt registrerende, bittersøde tekster, der afsøgte virkelighedens - og hjertets - mere bizarre kringelkroge. En opskrift, Pet Shop Boys stadig følger 30 år efter med et vist held, selvom det er svært at komme uden om, at mange ting smager bedst første gang.


Marrs: Pump Up the Volume

Selvom der var en vis præcedens, krediteres MARRS' Pump Up the Volume sædvanligvis for at være det første egentlige housenummer, der nåede verdens hitlister. Og noget rigtigt var der da også i det, for med dets samplerbaserede udtryk og helt opløste sangstruktur stod det model for meget af den electronica, der er blevet produceret frem til i dag. Men mange solgte plader eller ej: Pump Up the Volume var en katastrofe for dem, der skabte nummeret. MARRS var nemlig ikke en homogen gruppe, men et sammenrend af folk med tilknytning til indierockselskabet 4AD, der nærmest havde lavet singlen for sjov som et eksperiment: Grupperne AR Kane og Colourbox samt Dave Dorell og CJ Mackintosh, som begge var dj's. Knapt var pladen begyndt at sælge, før de røg i totterne på hinanden over rettigheder og krediteringer, og Colourbox, hvis udtryk hittet egentlig lå nærmest, kom aldrig til at indspille sammen igen. Men festen var god så længe, den varede.


Run DMC: It's Tricky

Samtidig med, at house krøb ud i lyset fra undergrundsklubberne, skete der en genfødsel af hip hop-genren. Den gamle skole var den electrostil, bl.a. Grandmaster Flash havde dyrket først i årtiet, men omkring 1985 begyndte en ny strøm af grupper at dyrke en mere hårdpumpet, enkel og samplerbaseret musik, der blev betegnet som new school. I starten var det meget navne som Beastie Boys, LL Cool J og Run DMC, betegnelsen blev associeret med, og fælles for dem var da også en vis rockdynamik, som man kan sige blev fuldt realiseret på sidsnævntes Walk This Way fra albummet Raising Hell (1986), som samtidig genlancerede 70'er-bandet Aerosmith. Personligt har jeg dog altid foretrukket dette nummer fra samme album, der beviste, at Run DMC også kunne hitte stort med den ægte vare.


Dieters Lieder: Dig og Mig

Rendyrkede new romantics var ikke noget, Danmark svælgede i. Kun to bands herhjemme kom til at leve bare nogenlunde op til betegnelsen. Det ene var DeFilm, der blev lanceret under stort påstyr som et hjemligt svar på Duran Duran, men i længden blot efterlod sig et par glimrende singler og en masse dårlig presse. Det andet var Roskilde-orkestret Dieters Lieder, der dog måtte igennem mange transformationer, før det kom dertil. I 1980 startede de på lokalt plan som et energisk punkorkester med Zadis Viola - også kendt fra Prügelknaben - på vokal, men det var på den smålegendariske børnerock-ep Her og Nu (1982), der også inkluderede numre fra Parkering Forbudt og Aphrodite, at gruppen første gang nåede ud til en bredere offentlighed. Nu med Martin Gerup foran mikrofonen. Det førte til en kontrakt med Gnags' selskab Genlyd, der året efter udsendte albummet/tegneserien Jeg Ka Lieder. En sangcyklus om den desillusionerede ungersvend Dieter, som blev pakket ind i poppet, men kantet nyrock. Internt i gruppen var der dog enighed om, at man gerne ville satse på en mere glat poplyd, og bånd efter bånd med nye numre blev kastet efter Genlyd, som reagerede lunkent på dem. Med rette kan jeg fortælle efter at have hørt et udvalg: Udtrykket var interessant, men stilforvirret. Først i 1986/87 ramte Dieters Lieder atter et passende gear og fremstod nu som en mere uprætentiøs udgave af DeFilm. To singleudspil - Mig og Vennerne (1986) og Dig og Mig (1987) - blev da også klassikere, man stadig kan høre på en god dag i radioen, og albummet Hvor Flink Kan Man Blive? (1988) understregede, at de længe så usikre Roskildedrenge burde have haft fremtiden for sig. Men tiden var allerede ved at løbe fra den type udtryk, og efterfølgende var det kun bassisten Halfdan E, der gjorde sig bemærket med sine lydspor til digtere som Dan Turéll og Johannes L. Madsen. Dig og Mig fremstår dog i al sin naive sødme stadig som en af de smukkeste kærlighedssange, der er skrevet på dansk.


1988


Erasure: A Little Respect

Da komponisten og keyboardgeniet Vince Clarke forlod Depeche Mode i 1981, gik han en omskiftelig tid i møde. De første par år kørte han et forrygende parløb med bluessangerinden Alison Moyet i Yazoo, og da de ikke kunne enes mere, forsøgte han sig i en periode med projektet The Assembly, hvor det var meningen, at han skulle agere bagmand for diverse gæstesangere. Med et vist held. Det var dog først da han i 1985 løb på Andy Bell - en frontfigur, der fuldt ud var på højde med både Moyet og Dave Gahan - at han fandt sin rette hylde. Musikalsk var der ikke meget nyt under solen: Erasure lød, og lyder, som en rendyrket gay disco-udgave af tidlig Depeche Mode. Men med de tre albums Wonderland (1986), The Circus (1987) og The Innocents (1988) fyrede duoen tre mesterværker af på stribe, før formularen hen imod slutningen af årtiet begyndte at virke træt. Især A Little Respect fremstår som en sidste, stolt sejr for synthpoppen som genre, før nye og meget anderledes toner overtog hitlisterne.


Bomb the Bass: Beat Dis

Tim Simenon var efter eget udsagn bare en knægt på 19 år, der havde hængt en smule ud med det industrielle funkband 23 Skidoo og leget lidt med pladespillere, da han i 1987 kom i praktik som musikproducer i Holloway. Som en del af det forløb skruede han singlen Beat Dis sammen for et yderst beskedent beløb, men sammen med MARRS' Pump Up The Volume blev udgivelsen ikke desto mindre et af de to numre, som beviste, at housen ikke blot var kommet for at blive, men også ændre det musikalske landskab for altid. Og modsat så mange andre pionerer inden for det felt, havde Simenon både evnen til at bedrive gode albums og udvikle sin musik i en mindre dansegulvsorienteret retning. Hans tre første fine albums, Into the Dragon (1988), Unknown Territory (1991) og Clear (1995) tog rejsen fra ren house frem mod en mere dunkel og triphoppet form. Desværre knækkede han halsen på at producere Depeche Modes vanskelige Ultra-album i 1996/97. Musikalsk slap han fremragende fra opgaven, men menneskeligt var det for meget at arbejde med en forsanger, der døde hvert andet øjeblik, og to yderligere medlemmer, der også kæmpede med tunge problemer. Over 10 år skulle der gå, før han igen udgav et album i eget navn. Med en meget brødebetynget Martin Gore som gæstemusiker. Men da var Bomb the Bass ikke længere et kommercielt anliggende.


Tracy Chapman: Fast Car

Efter et årti, der om noget havde været præget af synths, vilde outfits og extravagante lagkageproduktioner, var det i 1988/89 som man, man igen søgte hen mod mere upolerede, enkle og sjælfulde udtryksformer, og et godt eksempel på dette var den succes, Tracy Chapman fra Cleveland, Ohio, fik med sit første album: Tracy Chapman. Hendes opskrift var enkel: En stor stemme, lidt akustisk guitar, minimal backing derudover og et par håndfulde stærke sange, der i sporet fra Dylan og Springsteen rapporterede fra afsides steder, hvor den amerikanske drøm forlængst var blevet til det amerikanske mareridt. Utroligt, men sandt: I 1988 kunne man, endda uden de store armbevægelser, sælge 10 millioner plader på at sige "velkommen til virkeligheden".


Guns'n'Roses: Sweet Child O'Mine

Samtidig med, at Tracy Chapman skar sin musik helt ind til benet, var den hårde rock inde i en lidt parallel renselsesproces. 80'erne havde været domineret af den såkaldte puddelrock, hvor ekstrem sminke, højt garn, falsetstemmer og masser af teatertorden havde været dagens ret, men sidst på årtiet var der en del grupper, som skrællede staffagen af for at dyrke en mere autentisk og voldsom stil. Ikke mindst thrash-scenen, hvor bands som Metallica, Anthrax og Megadeth blæste alt talkum langt ud i galaksen med en hurtig og punkinspireret musik. Så ekstreme var Guns N' Roses ikke, men også deres to første albums, Appetite for Destruction (1987) og G N' R Lies (1988) lagde parfumedunsten på hylden til fordel for en enkel, men storslået og musikalsk meget gennemført hard rock, der havde mere til fælles med New York Dolls og AC/DC end Scorpions og Def Leppard. På den måde kom de uden at vide det til at bane vejen for 90'ernes endnu mere prunkløse grunge, men det er en helt anden historie.


MC Einar: Poptøs

Som altid var Danmark et par år efter udviklingen i det store udland, og vi skal helt frem til 1988, før dansk hip hop blev andet end dårligt rappende radioværter og sportskommentatorer. Og fra starten var der et vist konkurrenceelement til stede: Foretrak man de utilpassede middelklassedrenge i MC Einar, der musikalsk var ret midtersøgende, men til gengæld havde formidable og sprogligt nyskabende tekster, eller Rockers By Choice fra Tårnby, som i det mindste i starten foregav at køre en mere rå og autentisk ghettostil? Dengang var valget ikke så enkelt, men historiens dom har været entydig: Mens Einars to første albums, Den Nye Stil (1988) og Arh Der (1989) i dag nærmest er dansk raps svar på Det Gamle og Det Nye Testamente, er det de færreste, der overhovedet husker RBC som andet end afsættet for Chief Ones karriere som popproducer. På et nummer som Poptøs satte Einar og rimets selvudnævnte mester, Nikolaj Peyk, da også den nye undergrunds spilleregler og indstilling grundigt på plads.


1989


Midnight Oil: Beds are Burning

"Beds are Burning" blev faktisk allerede udgivet i 1987 på albummet Diesel and Dust, men først i 1989 blev singlen et verdensomspændende hit med sit opråb om at give land tilbage til den aboriginale Pintubi-stamme. På det tidspunkt havde det australske rockband Midnight Oil, der startede allerede i 1972 under navnet Farm, i mange år været et stort navn Down Under, og forsanger Peter Garrett var i egen ret kendt som indædt lokalpolitiker og miljøforkæmper. En overgang så det ud til, at Midnight Oil - med deres store armbevægelser og klare budskaber - skulle blive det nye U2 eller Simple Minds, men forude lå 90'erne med deres anderledes ironiske dagsordener, og det internationale gennembrud gik hurtigt i sig selv. Men sangen er stadig lige relevant og kraftfuld. Og gruppen spiller stadig for fulde huse i hjemlandet.


The The: The Beaten Generation

The The anno 1989 var et sammenrend af to af 80'ernes største kultorkestre. Johnny Marr, som betjente guitaren, var en af hovedkræfterne i The Smiths, mens Matt Johnson, som bar navnet med sig, havde to albums bag sig med henholdsvis industriel synthpop og soulinspireret ditto. Albummet Mind Bomb, der var den første frugt af samarbejdet, fortsatte i det spiddende, samfundskritiske spor fra de forgængerne, men i et nyt udtryk, der trak på country og klassiske sangskrivere som f.eks. Neil Young. Det førte til The Thes endelige gennembrud - og en succesrig karriere, der fortsatte langt ind i 90'erne.


Neneh Cherry: Manchild

Neneh Cherry var steddatter af jazztrompetisten Don Cherry og havde allerede tilbragt sin barndom på landevejen, da hun omkring 1980 fandt ind i kredsen omkring The Slits. Op gennem årtiet spillede hun både med dem og andre grupper som New Age Steppers og Rip Rig + Panic, der lå i krydsfeltet mellem punk og dub, før hun i 1989 sprang ud som solist med albummet Raw Like Sushi. I meget høj grad en plade, der var påvirket af house, og førstesinglen, "Buffalo Stance", blev da også produceret af Bomb the Bass. Men der var også ting på den, der trak tråde langt ind i næste årti. Som det andet store hit, "Manchild", som var skrevet sammen med Robert del Naja fra Bristol-kollektivet Massive Attack: Om nogen pionererne inden for trip hop. Det blev starten på en lang karriere, der måske aldrig har nået de samme højder af succes siden, men til gengæld stadig er spændende at følge. Interesserede anbefales stærkt at tjekke Blank Project fra 2014 ud, der er et flot, minimalistisk sammenrend af soul, trip hop og industrielle beats.


De la Soul: Say No Go

 I 1989 havde det, der var startet som hip hoppens new school, udviklet sig til at bredt, eksperimenterende felt, hvor hele rockhistorien blev klippet op via samplers og samlet i nye, eklektiske lydbilleder, der dannede fundamentet for 90'ernes mange genreblandinger. Udtrykkene spændte vidt - fra Public Enemys politiske hardcore-stil til Jungle Brothers' spraglede, tilbagelænede stil - men de albums, de fleste trækker frem, når man snakker om den fase, er Beastie Boys' Paul's Boutique, der visse steder næsten var progressivt rocket i sin opbygning, og De La Souls debut 3 Feet High and Rising, der med Prince Paul bag roret var en sprudlende, iderig lydfilm, som i lige dele trak på James Brown og Frank Zappa. Forude ventede 90'ernes gangsta rap, der gjorde dårlig attitude og forudsigelige musikalske arrangementer til dyder, men i et år eller to var hip hop så absolut den mest spændende og uforudsigelige genre under solen.


DAD: Point of View

Omkring 1989 fornemmede man, at der også var et opbrud igang i dansk musik. 80'ernes kystbanerock lå på dødslejet, og selvom f.eks. Anne Linnet, Lis Sørensen og Sanne Salomonsen stadig nød høje salgstal, var kurven også ved at knække for dem. Selvom den grønne bølges gennembrud stadig lå nogle år fremme i tiden, var det i undergrundens øverste lag, det for alvor boblede. Lige under overfladen lå førhen kultiske grupper som Miss B. Haven, Love Shop, Gangway, Her Personal Pain og Sort Sol og ventede på den brede anerkendelse, som de alle opnåede før eller siden. Det samme var tilfældet med Disneyland After Dark, der siden starten af 80'erne havde fulgt et ganske originalt karriereforløb. Først var de et skævt, farverigt indslag på den ellers monokromt sorte punkscene, dernæst var kom de ind i et uharmonisk parløb med den ultrakonservative countryscene, som havde svært ved at fordøje deres punkede take på genren. Med No Fuel Left for the Pilgrims fra '89 gav de pokker i komøg og banjoer for at springe helt ud som hardrock-orkester, og det gav i den grad pote.

torsdag den 15. juni 2017

Så til søs!

Indenfor whiskyverdenen eksisterer der et begreb, der egentlig er lige så udflydende, som det lyder: The maritime malt.

Det er ikke en betegnelse, der er lokalt bestemt, selvom den mest bruges om skotske whiskyer. Normalt forbindes den med destillerier, der ligger kystnært, og specielt er Islay og de nordskotske øer blevet forbundet med ordene. Men også højlandet og sågar Speyside har leveret produkter, der kan lægges ind under betegnelsen, og også destillerier et godt stykke inde i landet har været kendt for at lave spiritus med maritimt præg. Ligeledes bunder den heller ikke i en bestemt teknik. Særligt Islay-destilleriet Bunnahabhain bryster sig af, at deres tønder bliver opbevaret så tæt på havet, at salten og luften trænger ind i dem og farver alkoholens smag. Det kan være, men strengt videnskabeligt er det svært at forklare, hvad der skaber en maritim malt. At den rent faktisk har en salt karakter, der ledsages af andre duft- eller smagsindtryk, der hører havet til, er derimod ubestrideligt. Og at det er en "genre", som har sine entusiaster - heriblandt mig - er også et faktum.

For at blive ved Bunnahabhain, er det hen ad vejen blevet mit favoritdestilleri, hvilket jeg ikke vil lægge skjul på. Selvom jeg er tosset med den røgede karakter, de øvrige producenter på Islay satser på, og må erkende, at der er noget nærmest Altmodisch og farfar-agtigt over de dramme, som kommer derfra, er og bliver Bunnahabhain noget særligt. Vel røger de deres malt, men kun yderst beskedent - 3 ppm mod Ardbegs efterhånden 1000 ppm - mens brugen af sherrytønder og den tidligere nævnte beliggenhed ved kysten står for hovedparten af magien. Det er som om, man altid kan mærke bølgerne slå ind mod stenene, når man drikker en Bunnahabhain, men ikke desto mindre er der noget raffineret over produkterne fra det destilleri, man ikke i samme grad finder hos øens røgdjævle. Kald det en smag for modne og måske lidt hærdede tunger, men, damn, jeg fylder også 44 næste gang.

Klassikeren i kataloget er Bunnahabhain 12 YO (46,3 %, 268,50 kroner), der slår dagsordenen fast ved kun at være meget svagt peated. Duften er præget af læder, græs, salt og en smule sherry, som dog aldrig tager over.

Putter man den i munden, er det som at smage skotsk havvand i en strejfende PX-cask. Det lyder ikke af det store, men de både bitre, læderagtige og citrusagtige toner gør, at Bunnahabhain 12 alligevel er blevet en af de dramme, jeg sørger for altid at have i huset. Lige så distinkt som de andre på Islay, om end som sagt mere raffineret og måske gammeldags. Ikke mindst hvad angår eftersmagen, der byder på tør eg, saltvand og sherry, der hænger ved.

Bunnahabhain 12 burde være en af Skotlands Six Classic Malts. Om ikke andet så for at om nogen dram at repræsentere den maritime maltwhisky. (92)

En nyskabelse fra samme destilleri, der blev lanceret sidste år, er Bunnahabhain Ceobanach (46,3 %, 569 kroner), der samme med den endnu tungere røgede Toiteach måske er opstået som et forsøg på at tage konkurrencen op imod Ardbeg. Så meget sagt er begge mærker letvægtere indenfor røgkategorien i sammenligning, og måske så meget desto bedre, når destilleriet excellerer på nogle helt andre felter. Men røgen klæder indtil videre Bunnahabhain.

Når drammen når næsen, tænker man: Land møder vand. Eg kolliderer med tang og strandbål, og man får en sjat sherry til. Mums.

Smagen har lidt af den samme røgstyrke og -karakter som hos Laphroiagh, men med et klart Bunnahabhain-præg. Man smager i den grad stadig standarddrammen med alt, hvad deraf følger af planker, læder og salt. Eftersmagen er underligt nok mest sherrypræget, men røgen og egen svigter dog ikke helt. Der er noter af valnød.

Islay i den mest sofistikerede ende. Ikke en ung, vild og trendy whisky, men en, der spiller på de mørke tangenter i havgusen. Og forfører. (95)

Sidste indspark fra Bunnahabhain kommer i form af Elements of Islay Bn6 (56,9 %, 595 kroner for en halv liter), som indgår i en serie af specialaftapninger fra Specialty Drinks Ltd - alle i cask strength - og, som titlen antyder, er den sjette af slagsen fra Bunnahabhain. Seriens navn spiller på det periodiske system, men er og bliver en showcase for destillerierne på Islay, der alle bidrager med indslag.

Duften er tæt med en rigdom af frugt - rosiner, appelsiner - og krydderier, der først får mig til at tænke, at der må være bourbontønder på spil. Det er der imidlertid ikke: Det er stadig sherrytønder, som giver den specielle og meget fornemme karakter.

Smagen er der kun en ting at sige til: Wow! Et regulært festfyrværkeri! Jo, også her fornemmes der rosiner og citrusfrugter, men der er samtidig eg, cacaoagtige noter, græs, salt og et lille strejf røg et sted i horisonten. En virkelig kompleks smag, der åbner for nye dimensioner for hvert nip. Specielt når eftersmagen byder på både eg, cacao, nødder, trækul og havbrus.

Mine damer og herrer! I min verden er dette virkelig en sensationel whisky! Lad blot Laphroaig og Ardbeg beholde deres ellers så fantastiske røgmonstre, blot jeg har en flaske af denne her! Alt sidder, som det skal, og drammen bliver bare ved med at give og give. Maritim malt, der blæser alle konkurrerende kategorier helt af bordet. Jeg ved godt, man ikke bør give så høje karakterer, og det kan være, jeg fortryder det om nogle år, but here we go. (99)

Efter den oplevelse er det næsten unfair at gå videre til Old Pulteney 12 YO (40 %, 276 kroner). En standarddram fra Pulteney-distelleriet i Wick, der førhen var kendt som det skotske højlands sildehovedstad. Ligesom Bunnahabhain 12 markedsføres whiskyen direkte som en maritim malt. Om det skyldes lagring i nærheden af havet, som konkurrenterne fra Islay påkalder sig, eller blot spiller på de lokale fiskeritraditioner, vides ikke. Men det virkede da på mig, alt sammen. Købte min flaske i Skagen for at have noget af dén bys ånd med mig hjem...

Duft: Havvand, en anelse røg, en lime-agtig citrusfornemmelse.

Smag: Lidt vandig, egentlig, men fin. Masser af bid fra egen, der går op i et højere hele med strejf af banan og citrus. En saltet fornemmelse spiller med.

Eftersmag: Eg og trækul.

En virkelig behagelig og frisk dram, man raskt kan nuppe nogle af stykker af, mens bådene kommer ind. Ikke en stor whisky som sådan, men bestemt sympatisk og sin egen. (90)

Sidste levende billede i denne omgang er det, man kalder en mystery malt. Dvs. en aftapning foretaget af en uafhængig distributør, der lanceres uden angivelse af det specifikke destilleri, drammen kommer fra. Ergo kommer Finlaggan Old Reserve (58 %, 425 kroner) ikke fra Finlaggan - der eksisterer ikke en fabrik ved det navn - men en anonym producent et sted på Islay. Normalt plejer man at sige, at det mest er Caol Ila eller Bunnahabhain, som begge i stor stil fremstiller spiritus med henblik på blends, der ryger i flasken ved sådanne lejligheder, men i dette tilfælde tillader jeg mig selv at tvivle. Det stærkt medicinske præg, drammen bærer, får mig nærmere til at tænke på Laphroaig eller, endnu mere sandsynligt, Lagavulin. Men under alle omstændigheder er det en meget speciel whisky.

Duften rummer svovlagtige toner, der ofte minder min bedre halvdel om kostald. Nedenunder anes der ganske meget røg og mørke, cacaoagtige toner. Man fristes til at tro, at der, navnet til trods, er tale om en meget underudviklet og måske ligefrem ubehagelig whisky, men så kommer vi til...

smagen, der til virkelig giver smæk for skillingen. Jo, tungen rammes stadig af svovl og kokasser, men på en eller anden absurd vis går det op i en højere enhed med sherrynoter, ulmende lejrbål, friskt plaster og - hvilket er vigtigt i denne sammenhæng - havvand. Masser af havvand. Måske endda med et par søpølser oveni.

Eftersmagen har ikke det sædvanlige egebid, men består nærmest af svovlen, som langsomt fordamper fra tungen, mens man vandrer ind i landet mellem bølgende kornmarker.

Finlaggan Old Reserve er ikke en dram for landkrabber: Nærmest mere end Bn6 er den det, jeg vil kalde indbegrebet af en maritim malt med alt, hvad det indebærer af høj søgang, reb, tjærede planker og skidtfisk i lasten. At Bn6 så er rigere i smagsnuancer - og dermed har en afgørende kant - er så noget andet. Men jeg vil afgjort anbefale enhver, der ikke er bange for at gå til bunds mellem Esjerg og Fanø, at investere i et par flasker af denne pragtdrik, før den er væk. (97)

I det hele taget vil jeg anbefale alle at stifte bekendtskab med de maritime whiskyer, der rummer deres helt egen form for smagsunivers og - plat, men stå nu ved det, søulk - romantik.

Og sæt sejl mod Bunnahabhain og Finlaggan, manne!

Arrrr!

mandag den 10. april 2017

Golden Kentucky rain

Så er det igen på tide at vende tilbage til drammens verden. Og som lovet for snart en rum tid siden, skal vi i dag et smut over Atlanten og smage på nogle af de mere klassiske, amerikanske whiskeymærker.

Når man snakker om whiskey fra over there, tænker man nok langt hen ad vejen på Bourbon-typen. Et prædikat, mange kender fra f.eks. den populære, men ikke voldsomt appetitlige Jack Daniel’s Red Label, der har det med at smage som en blanding af rævepis og kloakrens, hvis man ønsker min ydmyge mening. Men teknisk set set er Bourbon-typen opkaldt efter det tidligere Bourbon County i Kentucky, hvis tradition med at brygge whiskey på 51 % majs (resten var korn), som blev lagret på forkullede fade af frisk hvideg, med tiden har vundet over stort set alle andre produktionsmåder øst for Atlanten. Det meste Bourbon, som produceres, er stadigvæk destilleret i det gamle kerneområde, om end man i princippet sagtens kan producere Bourbon overalt på kloden, hvis opskriften ellers overholdes. De fire dramme, som smages her, stammer dog alle fra Kentucky.

Modsat skotsk whisky, der som oftest er lavet med henblik på at vinde med alderen, er stort set alt Bourbon NAS – dvs. uden aldersangivelse. Det skal ikke engang leve op til den skotske treårsgrænse for at kunne sælges som whiskey, men kan allerede sælges to år gammelt: På det stadium, som faktisk alle andre steder ville føre til betegnelser som ”new make” eller ”maltsnaps”. Som vi skal se, er det dog generelt ikke noget, som forhindrer kvalitet.

Blanton’s Original Single Barrel Boubon Whiskey 93 Proof aftappes ved en alkoholprocent på 46,5 og er med sin pris på 569 kroner den suverænt dyreste, jeg har testet i denne omgang. Stikker man næsen ned i glasset, mødes man da også af en rund og behagelig duft af citrusskaller, måske endda bergamotte, med en anstrejf af græs, der afslører, at Bourbonens rødder langt hen af vejen er funderet i irske traditioner. Selve smagen er noget skarpere: Den høje alkoholprocent fornægter sig ikke, uden at det dog føles som en sprittet dram. Faktisk får man – og det er i grunden et generelt træk for Bourbon-whiskeyer - en mere intens udgave af duften, dvs. rigtig meget saftig, men også bitter citrus, der gør dette til en udpræget bourbon for voksne. Eftersmagen melder sig med masser af eg, men citrusnoterne bliver også hængende længe.

Den kantede flaske, drammen ankommer i, er så smuk, at den sagtens kan vaskes og genanvendes som karaffel bagefter, og det, at nøgletallene – herunder tøndenummeret - er skrevet på med hånden, giver det hele en anderledes intim kvalitet end de fleste andre kommercielle whiskeyer. Så meget sagt er den lidt ensidig i udtrykket, selvom den kan det, den kan, til fulde. (92)

I USA er målestokket på alkoholindholdet lagt an efter 100 % proof, hvilket svarer til 50 % her på kontinentet, og som gammel Depeche Mode-fan kan jeg svært andet end at klappe i mine små hænder over, at Wild Turkey Kentucky Straight Bourbon Whiskey er 101 % Proof. Og så endda til 199 kroner.

På mange måder er der da også tale om en slags ”lillebror” til Blanton’s. Der er den samme næsten likørtætte duft af citrusfrugt, her dog mere genkendeligt appelsin, og i smagen er der appelsinskal, majs, græs. Eftersmagen har en behagelig egeglød, og man strejfes kort, men kærligt af sydens blomster. Den kan altså meget af det, den dyrere ”storebror” kan, den men føles mindre hidsig og en anelse mere sammensat, og den er en rigtig god Bourbon til prisen. (92)

I prisklassen lige under finder man – til 175 kroner - Old Grand-dad Kentucky Straight Bourbon Whiskey, som da også tappes ved de 40 %, som er gammel europæisk standard. Det mærkes.

Duften er let og aromatisk. Rummer markblomster og citrus i behagelige doser. Når det kommer til smagen, lyver duften igen ikke. Men man mærker, at dette – sammenlignet med de to andre – er et noget fortyndet produkt. Til det punkt, hvor man endda fornemmer vandet, hvilket normalt burde give seriøse minuspoints, men faktisk ikke gør det. Der er en fornem balance mellem smagsindtrykkene, som gør Old Grand-dad til noget lidt for sig selv.

Eftersmagen er lang og faktisk mere kompleks end hos de to andre. Sammen med egefornemmelsen følger blomsterne og frugten med hele vejen ud.

Old Grand-dad er det sikre og moderate valg. Ikke en dram, som giver en lyst til at storme nabostaten, men den har sin egen diskrete, tør man sige modne charme. Det vandige indtryk gør dog, at helhedsindtrykket ikke kan snige sig op på mere end (91).

Til sidst har vi Bulleit Kentucky Straight Bourbon Frontier Whiskey, der aftappes ved 45%  og typisk kan fås til 199 kr. Her har vi igen med en lidt mere hidsig dram at gøre, som duftmæssigt møder en med appelsin og brændt sukker, ja, næsten marcipanagtige noter. Smagen er meget intens, men appelskrællen er behageligt afrundet, og der anes også noget marcipanagtigt her. Produktet kunne sikkert godt sælges som en likør, men er mere skarp og frisk i karakteren, og hvidegen træder igennem i eftersmagen på en måde, der ikke nødvendigvis gør lykke på alderdomshjemmet.

Det er næsten synd af sige det, eftersom den næsten er tre gange så dyr og egentlig pengene værd, men Bulleit er bare noget specielt. Og leverer maksimal smag til lavest mulige pris. (93)

Så meget sagt har alle de her smagte Bourbon-flasker kvaliteter at tilbyde, så spæd alkohol ikke burde have. Så har du mistet modet efter for meget Jack D. en mørk nat i Pisserenden, så fat håb: Hvideg og 51 % majs kan føre til andre og meget større smagsoplevelser.

mandag den 20. marts 2017

En bitter smag af revolution

Depeche Mode
Spirit
(cd Sony, 2017)

Selv blandt Depeche Modes dedikerede fans eksisterer der åbenbart stadig en udbredt opfattelse af, at gruppens bedste tid var ovre, da den begavede arrangør Alan Wilder gik. Specielt de tre albums, Ben Hillier producerede for gruppen mellem 2005 og 2013, får typisk hårde ord med på vejen, selvom de i hvert fald kommercielt holdt de tre efterhånden grandvoksne herrer fra Basildon flydende. Sandt at sige viser den måde, bandet siden Wilders exit har benyttet sig af skiftende producere som kreative medspillere på, da også, at Gore, Gahan og Fletcher ganske vist kan levere stærke sange endnu, men har behov for nogen til at støbe kuglerne, så at sige. Gennemtænke arrangementerne og sørge for, at alt lyder, som det skal. Men jeg skal gerne indrømme, at Hilliers minimalistiske tilgang til lyd for mig at se var et tiltrængt spark i røven, og at det ikke var hans skyld, at materialet på specielt Sounds of the Universe ikke helt var i top. Men mens det samarbejde stadig var nyt og friskt, producerede teamet Playing the Angel sammen, som hørt med dette par ører fortjener en plads blandt gruppens fem bedste albums.

Nu har en ny producer, James Ford, fået en stak sange at rive i, og man mærker med det samme to ting: At han dels ikke er særligt dominant. Man kan ikke høre ham i musikken på samme måde som Hillier eller i sin tid Mark Bell og Tim Simenon. Til gengæld har han været god til at organisere materialet: Skabe enkle, men dybe lydbilleder, korte numrene ned til den længde, de hver især fortjener, og ikke mindst sørge for, at Spirit, som det nye opus hedder, er forblevet et kort, stramt album ligesom Depeche Modes bedste fra 80'erne.

Og det er netop dem, Spirit fortjener at blive sammenlignet med. Ikke mindst den tilsvarende politiske, om end mere naive Construction Time Again fra 1983, som opstod på et tidspunkt i verdenshistorien, hvor alting både var mere enkelt og sort/hvidt. På den ene side havde man kommunismen, på den anden side vestens demokratier, og valget dengang stod lige for: Enten valgte man fredens vej eller den nukleare undergang. I dag, hvor demokratierne er blevet mere spegede affærer, og det er konventionelle våben mere end den røde knap, der er grund til at frygte, er billedet mere sammensat, og det præger da også teksterne på Spirit. Selvom førstesinglen stillede spørgsmålet "where's the revolution", er der tale om en stak syrlige sange, som har nemmere ved at kritisere tingenes sørgelige tilstand post Trump og brexit end anvise veje frem. Som åbningssangen "Going Backwards" tørt konstaterer: "We feel nothing inside". Spirit afspejler helt perfekt en tidsånd, hvor alle på hver deres måde fornemmer, at noget er rivende galt, men ingen har en patentløsning på, hvad den sikre vej frem går ud på. Hvor tidligere tiders regelrette ideologier er døde, og selv Depeche Mode optræder med dybt ironisk Karl Marx-skæg i hæftet, selvom medlemmerne utvivlsomt stadig ligger tættere på hans filosofi end populismen og neoliberalismen.

På sange som "Poorman", "The Worst Crime" og ikke mindst den afsluttende "Fail" - den totale modpol til Construction Time Agains utopiske finale "And then" - er Spirit lyden af at band, der fægter frustreret i luften med armene, men har svært ved at tro på menneskehedens evne til at løse de problemer, den har skabt for sig selv. Men tros der på noget, er det alligevel netop menneskeheden. Som der synges til barnet eller kæresten i den korte, men centrale "Eternal", der er en slags moderne svar på Kate Bushs isnende klassiker "Breathing": "And when the black cloud rises / And the radiation falls / I will look you in the eye / And give you all my love".

Musikalsk er Spirit et umanerligt stramt og velkomponeret album. Modsat de to seneste udspil, hvor man fandt decideret fyldstof, er der denne gang ikke et eneste nummer, som kan undværes. Mange ville pege på netop "Eternal", der er en kort, knapt formet skitse, som ender i et sus af støj og disharmoni, men uden netop den sang ville albummet falde igennem som koncept og kun efterlade smagen af elendighed. Er der noget at pege på, kan det være, at "You Move" - albummets ellers eneste sensuelle nummer - er lidt for langt, og at "No More (The Last Time)" er hørt bedre før, men ingen af dem er decideret dårlige, og hører man værket som helhed, er man trods alt ikke tilbøjelig til at springe over dem.

I det hele taget værdsætter jeg det træk ved Spirit, at Depeche Mode - bevidst eller ubevidst - har undgået mange af de klichéer, de selv har skabt. Her er, modsat på de to seneste albums, ingen oplagte paralleller til "Personal Jesus" og "I Feel You", og Gore undgår næsten at bruge ordet "little". At han også økonomiserer mere med guitaren, end han har gjort længe, er også et sympatisk træk. Mange har sikkert længe, ligesom mig, ønsket sig en tilbagevenden til den elektroniske lyd fra de tidlige albums - bare i opdateret tilstand - og det ønske lader Spirit ikke helt gå i opfyldelse. Men den stramme motorik i "So Much Love" og det pragtfulde evighedsgroove sidst i "Cover Me", som måske er bandets stærkeste sang siden "Waiting for the Night" tilbage i 1990, smager sødt på tungen. Og resten af tiden opfylder guitaren en fin, afdæmpet og nuanceret rolle som en klang blandt mange andre.

Alt i alt er Spirit nemt både det både stærkeste og mest fokuserede værk, gruppen har skabt siden Playing the Angel. Og tematisk set det mest markante siden hovedværket Black Celebration, hvis nihilisme albummet på mange måder afspejler. Måske vil det aldrig på samme måde blive tatoveret ind i en generations hjerte og selvforståelse, men det er strengt taget ikke Depeche Modes skyld.

Lyt med åbne ører. Der er liv efter Alan Wilder. Indtil enten bomben eller revolutionen rammer os, i hvert fald.

mandag den 10. oktober 2016

United blends of Scotland

Efter mere eller mindre at have støvsuget supermarkedernes hylder for helt billige whiskyer, er turen nu kommet til prislaget mellem 100 og 200 kroner. Et forvirrende stratum, der både byder på de bedste "fyldwhiskyer" - klassikere til kaffen som f.eks. standardudgaverne af Bushmill's og Jameson - og blends, der vil andet og mere. Men i reglen blends. Single malts får man sjældent i fornuftig kvalitet til under 300 kroner.

I denne runde har jeg fundet fire blends frem, der kommer hele vejen rundt. Dog med en overvægt af dem, som er drikkelige i sig selv. For overskuelighedens skyld er der tale om fire skotter, der så at sige tager én på en udflugt hele vejen fra  Helvedes forgård til Paradisets frugthaver.

Og lad os da bare begynde i den billige ende.

Til 109 kroner er Lauder's Queen Mary Blended Scotch Whisky (40%) en lidt spændende måde at begynde gennemgangen på. Mærket er et af Europas mest solgte og regnes normalt ikke til blandt "slavewhiskyerne". Omvendt signalerer prisen heller ikke ligefrem topkvalitet, men ok: Flere af de helt billige dramme formår at levere gode drikkeoplevelser til en lav pris, så hvem ved?

Låget ryger af, og straks er ens forhåbninger gjort til skamme. En damp af svovl og kød stiger op i næseborene, og selvom den måske ikke er decideret væmmelig, er den heller ikke for børn.

Smagen er heldigvis mere jævn og harmonisk, da der er rigeligt med egekarakter til at udbedre miseren. Hvis kød og svovl kan smage godt, er det her, det gør det. Men for pokker, hvor er der brugt meget og dårlig grain her, hvilket kun understreges af, at eftersmagen, som byder på eg og malt, både er kort og ikke specielt markant.

Man får indtrykket af, at de stakkels blendere, som er blevet bedt om at sammenstykke drammen, har gjort deres absolut bedste for at få noget drikkeligt ud af nogle usædvanligt dårlige råvarer. Det lykkes sådan lige akkurat. Flasken er lige til kaffen. Men så heller ikke mere. Og til den pris synes jeg sådan set godt, man kan forlange mere. (75)

Men så kan man jo gå til en anden skotsk klassiker, Ballantine's Finest (40%, 169 kroner), hvis standardversion - den kommer i udgaver, som er op til 40 år gamle - er indbegrebet af et fornuftigt blend til prisen. Af samme grund er mere end en flaske da også forsvundet her i husholdningen på mystisk vis.

Duften slår oplevelsen fint an: Der er frugt- og maltsødme med et strejf af røg, der åbnes endnu mere, når man drikker. Kras bliver oplevelsen dog aldrig: Det er trods alt Speyside-whiskyer, der primært er på spil blandt de 50 makes, flasken er sammensat af, så der er også efterårsfrugt og mere sukrede elementer i smagen, før den toner ud i prikkende eg og maltsødme.

Det lyder ikke som det store sus, og det er det i grunden heller ikke. Og det var da helt ude af proportioner, da whisky-guruen Jim Murray på et tidspunkt gav den 96 points i sin Whisky Bible! Men den er på én gang både ligefrem og kompleks dram, som har det med at åbne sig endnu mere efter nogle glas, og leder man efter en flaske, man kan tømme, uden det har konsekvenser for børsnoteringerne, er Ballantine's Finest et både godt og klogt valg. (90)

Black Bottle Blended Scotch Whisky (40%, 199 kroner) kommer fra Aberdeen-foretagendet Gordon Graham, som har været igang siden 1879,  og Black Bottle er i sig selv et gammelt brand, der er kendt for at trække på spiritusser fra samtlige distillerier på Islay, dog primært Bunnahabhain. I 2013 lanceredes der dog en mildere version som standard, der også inddrager andre smagsnuancer end røg og eg, og det er denne, jeg har fået fat i en flaske af til 199 kroner.

Og lad mig sige det, som det er: Trods manglende aldersangivelse er det en fornem dram til prisen. Allerede i duften tages man godt imod med røg, pærer og sherrynoter. Men det er intet imod, når den når tungen. Vel mister røgen en hel del af sin slagstyrke i den forbindelse, men så rig og afrundet en smag, man får i stedet! Her er både pære- og æblesødme, eg og lidt konfekt. Og så naturligvis
røg og eg, der i eftersmagen får et delikat pebret præg. Og jo, man fornemmer stadig den der Bunnahabhain, om end naturligvis i en mindre kras, mere nedtonet udgave.

Snakker vi blends i den mere økonomiske ende, og er man til røg, vil jeg vove at påstå, der ikke er nogen vej uden om Black Bottle. (92) Som sagt er det ikke som at gå tur under en tørvebrand på Islay, men det er så meget røg, man kan få for 200 kroner, og der er altså en skøn kompleksitet i blenden, som ville have gjort den til en naturlig vinder af prisklassen, hvis det ikke var for...

...The Antiquary 12 Years Old (40 %, 199 kroner) fra J.W. Hardie. The Antiquary, som er opkaldt efter en novelle af Walter Scott, er også et gammelt mærke med rødder helt tilbage til 1888, der i dag kan fås adskillige udgaver. Dette er dog "standarden".

The Antiquary har aldrig skiltet med, hvad der var i hvert enkelt blend, og man får da heller ikke nogen klar idé af at åbne flasken, selvom man mødes af en frugtsymfoni, som spontant får én til at udbryde "Speyside"! Primært mærker man pærer, men der er også en mørkere tone i duften af røde druer. Når dråberne rammer munden, er ens første tanke, at det her er friskt! Hvis ikke en prikkende fornemmelse af eg afslører, der er tale om en whisky, føles det som at drikke en hel frugthave i august. Nød er der sågar! Sjældent har jeg oplevet en blød og imødekommende whisky med så meget smag og karakter, og mens slurken fortoner sig i et pebret flimmer bagest på tungen, bøjer jeg mig i støvet. Dette er det mesterligste blend, man kan få for små penge. Skam få den, som pøser fløde i den! (93)

Summa summarum: Man kan drikke ganske fornemt for mindre end 200 kroner, hvis man ene og alene køber blends fra Skotland. Men i næste ombæring vil jeg prøvesmage fire amerikanske bourbons, som giver pikterne mere end kamp til stregen. Glæd dig!

tirsdag den 16. august 2016

Ti omslag

I disse dage florerer der en kædebesked på Facebook, hvor folk bliver opfordret til at poste et godt albumcover på deres profil uden videre forklaring, hvorefter de så skal nominere 6 andre, som skal gøre det samme. Af en eller anden mystisk grund er mit navn ikke blevet nævnt endnu, hvilket jeg ikke skal lægge skjul på, jeg er godt og grundigt skuffet over. Så her er ikke blot et, men 10 albumcovers, som har gjort et uudsletteligt indtryk på mig gennem mine efterhånden mange år som pladesamler.

Det siger sig selv, at jeg ikke nominerer nogen i den forbindelse. Så kan folk lære det. Ja, det kan.














mandag den 15. august 2016

Billigt sprøjt pt. 2

Udvalget af supermarkedswhiskyer er ganske stort, så endnu engang går jeg på jagt efter noget godt til kaffen, og det er bestemt ikke sikkert, det er sidste gang. Står man med en god bønne, er det jo ikke helt lige meget, hvad man putter i, vel? Og nu, hvor en sæson med rusk og regn står for døren, er dét spørgsmål mere påtrængende end længe.

Sjovt nok er den whisky, som i denne omgang passer bedst til formålet, også den billigste. Det drejer sig om Muirhead's Blue Seal. Et treårs blend på 40 %, der kan fås i Rema 1000 til den sympatiske pris af 79,95 kroner.

At åbne for flasken er ikke den store oplevelse. Der sniger sig lidt tørret frugt og sprit op i næsen. Det er alt. Men når det kommer til smagen, skal man gå langt for at finde en mere klassisk irish coffee-whisky. Faktisk smager den mere af "whisky" end nogen anden, jeg kender.

Modsat hvad duften siger, er drammen ikke specielt sprittet. I stedet får man malt, vanille, karamel (er det farven, der smager farven igennem?) og måske et strejf af chokolade. Eftersmagen er temmelig flygtig, men det er vanillen, som bliver hængende længst på tungen.

Muirhead's Blue Seal er på ingen måde et skidt produkt. Håndværket fejler ikke noget, resultatet er bare blevet noget gennemsnitligt. Et par ekstra skvæt af en god Speyside ville have løftet helheden betragteligt. Men hvad pokker? Hvor meget kan man med rimelighed forvente til så lav en pris? Et godt køb under de givne omstændigheder (81).

Lidt mindre egnet er faktisk Back Tee (Brugsen, 93,95). Et lidt gustent blend på 40 % af fransk aftapning, der dog påstår at være af skotsk afstamning. Det skal såmænd også nok passe. I hvert fald er der noter af tørv og vanilletobak i både duften og smagen, der bliver hængende ganske længe på tungen.

Der er ikke tale om en særligt sammensat whisky. Onde tunger vil måske endda påstå, den er lidt endimensionel. Omvendt er Back Tee ikke uden karakter og kan sagtens nydes for sig selv. Måske endda helst sådan, for jeg kan godt komme i tvivl om, hvordan dens træk vil spille sammen med fløde, sukker og mokka. Så meget sagt er den bestemt det beherskede beløb værd, og sammen med Queen Margot ender denne skotske franskmand faktisk med at være en af de bedste økonomi-whiskyer, jeg har smagt (85).

Det kan man ikke sige om Lauder's Queen Mary Special Reserve, der ellers er et temmelig udbredt mærke. Igen ligger flasken på de almindelige 40 %, og jeg fandt mit testeksemplar for 109,95 hos Min Købmand. Hvilket viste sig at være en helt igennem urimelig pris.

Duften er markant. Det må man give den. Til gengæld er det kød og svovl, der trænger igennem, og der er egentlig kun én ting at sige til dét: Bvadr!

Så er smagen heldigvis mere sympatisk. Jo, den er stadig påfaldende svovlet, men til gengæld med masser af eg og et strejf af tobak. Faktisk prikker drammen behageligt på tungen med en dejlig blanding af bid og garvesyre, hvilket gør den mere karakterfuld, end man lige regner med. Eftersmagen er til gengæld nærmest ikke-eksisterende, og alt i alt må man sige, at Queen Mary er et godt stykke fra at være en god whisky, hvilket vel skyldes brugen af lidt for meget og lidt for ung grain. 78 points er alt, karakteren kan snige sig op på.

Så gå efter Muirhead, hvis det er kaffen, der kalder, og Back Tee, hvis der også godt må komme noget i glasset ved siden af. Deciderede åbenbaringer oplevede mine smagsløg dog ikke i denne omgang. Så er dét sagt.