torsdag den 15. juni 2017

Så til søs!

Indenfor whiskyverdenen eksisterer der et begreb, der egentlig er lige så udflydende, som det lyder: The maritime malt.

Det er ikke en betegnelse, der er lokalt bestemt, selvom den mest bruges om skotske whiskyer. Normalt forbindes den med destillerier, der ligger kystnært, og specielt er Islay og de nordskotske øer blevet forbundet med ordene. Men også højlandet og sågar Speyside har leveret produkter, der kan lægges ind under betegnelsen, og også destillerier et godt stykke inde i landet har været kendt for at lave spiritus med maritimt præg. Ligeledes bunder den heller ikke i en bestemt teknik. Særligt Islay-destilleriet Bunnahabhain bryster sig af, at deres tønder bliver opbevaret så tæt på havet, at salten og luften trænger ind i dem og farver alkoholens smag. Det kan være, men strengt videnskabeligt er det svært at forklare, hvad der skaber en maritim malt. At den rent faktisk har en salt karakter, der ledsages af andre duft- eller smagsindtryk, der hører havet til, er derimod ubestrideligt. Og at det er en "genre", som har sine entusiaster - heriblandt mig - er også et faktum.

For at blive ved Bunnahabhain, er det hen ad vejen blevet mit favoritdestilleri, hvilket jeg ikke vil lægge skjul på. Selvom jeg er tosset med den røgede karakter, de øvrige producenter på Islay satser på, og må erkende, at der er noget nærmest Altmodisch og farfar-agtigt over de dramme, som kommer derfra, er og bliver Bunnahabhain noget særligt. Vel røger de deres malt, men kun yderst beskedent - 3 ppm mod Ardbegs efterhånden 1000 ppm - mens brugen af sherrytønder og den tidligere nævnte beliggenhed ved kysten står for hovedparten af magien. Det er som om, man altid kan mærke bølgerne slå ind mod stenene, når man drikker en Bunnahabhain, men ikke desto mindre er der noget raffineret over produkterne fra det destilleri, man ikke i samme grad finder hos øens røgdjævle. Kald det en smag for modne og måske lidt hærdede tunger, men, damn, jeg fylder også 44 næste gang.

Klassikeren i kataloget er Bunnahabhain 12 YO (46,3 %, 268,50 kroner), der slår dagsordenen fast ved kun at være meget svagt peated. Duften er præget af læder, græs, salt og en smule sherry, som dog aldrig tager over.

Putter man den i munden, er det som at smage skotsk havvand i en strejfende PX-cask. Det lyder ikke af det store, men de både bitre, læderagtige og citrusagtige toner gør, at Bunnahabhain 12 alligevel er blevet en af de dramme, jeg sørger for altid at have i huset. Lige så distinkt som de andre på Islay, om end som sagt mere raffineret og måske gammeldags. Ikke mindst hvad angår eftersmagen, der byder på tør eg, saltvand og sherry, der hænger ved.

Bunnahabhain 12 burde være en af Skotlands Six Classic Malts. Om ikke andet så for at om nogen dram at repræsentere den maritime maltwhisky. (92)

En nyskabelse fra samme destilleri, der blev lanceret sidste år, er Bunnahabhain Ceobanach (46,3 %, 569 kroner), der samme med den endnu tungere røgede Toiteach måske er opstået som et forsøg på at tage konkurrencen op imod Ardbeg. Så meget sagt er begge mærker letvægtere indenfor røgkategorien i sammenligning, og måske så meget desto bedre, når destilleriet excellerer på nogle helt andre felter. Men røgen klæder indtil videre Bunnahabhain.

Når drammen når næsen, tænker man: Land møder vand. Eg kolliderer med tang og strandbål, og man får en sjat sherry til. Mums.

Smagen har lidt af den samme røgstyrke og -karakter som hos Laphroiagh, men med et klart Bunnahabhain-præg. Man smager i den grad stadig standarddrammen med alt, hvad deraf følger af planker, læder og salt. Eftersmagen er underligt nok mest sherrypræget, men røgen og egen svigter dog ikke helt. Der er noter af valnød.

Islay i den mest sofistikerede ende. Ikke en ung, vild og trendy whisky, men en, der spiller på de mørke tangenter i havgusen. Og forfører. (95)

Sidste indspark fra Bunnahabhain kommer i form af Elements of Islay Bn6 (56,9 %, 595 kroner for en halv liter), som indgår i en serie af specialaftapninger fra Specialty Drinks Ltd - alle i cask strength - og, som titlen antyder, er den sjette af slagsen fra Bunnahabhain. Seriens navn spiller på det periodiske system, men er og bliver en showcase for destillerierne på Islay, der alle bidrager med indslag.

Duften er tæt med en rigdom af frugt - rosiner, appelsiner - og krydderier, der først får mig til at tænke, at der må være bourbontønder på spil. Det er der imidlertid ikke: Det er stadig sherrytønder, som giver den specielle og meget fornemme karakter.

Smagen er der kun en ting at sige til: Wow! Et regulært festfyrværkeri! Jo, også her fornemmes der rosiner og citrusfrugter, men der er samtidig eg, cacaoagtige noter, græs, salt og et lille strejf røg et sted i horisonten. En virkelig kompleks smag, der åbner for nye dimensioner for hvert nip. Specielt når eftersmagen byder på både eg, cacao, nødder, trækul og havbrus.

Mine damer og herrer! I min verden er dette virkelig en sensationel whisky! Lad blot Laphroaig og Ardbeg beholde deres ellers så fantastiske røgmonstre, blot jeg har en flaske af denne her! Alt sidder, som det skal, og drammen bliver bare ved med at give og give. Maritim malt, der blæser alle konkurrerende kategorier helt af bordet. Jeg ved godt, man ikke bør give så høje karakterer, og det kan være, jeg fortryder det om nogle år, but here we go. (99)

Efter den oplevelse er det næsten unfair at gå videre til Old Pulteney 12 YO (40 %, 276 kroner). En standarddram fra Pulteney-distelleriet i Wick, der førhen var kendt som det skotske højlands sildehovedstad. Ligesom Bunnahabhain 12 markedsføres whiskyen direkte som en maritim malt. Om det skyldes lagring i nærheden af havet, som konkurrenterne fra Islay påkalder sig, eller blot spiller på de lokale fiskeritraditioner, vides ikke. Men det virkede da på mig, alt sammen. Købte min flaske i Skagen for at have noget af dén bys ånd med mig hjem...

Duft: Havvand, en anelse røg, en lime-agtig citrusfornemmelse.

Smag: Lidt vandig, egentlig, men fin. Masser af bid fra egen, der går op i et højere hele med strejf af banan og citrus. En saltet fornemmelse spiller med.

Eftersmag: Eg og trækul.

En virkelig behagelig og frisk dram, man raskt kan nuppe nogle af stykker af, mens bådene kommer ind. Ikke en stor whisky som sådan, men bestemt sympatisk og sin egen. (90)

Sidste levende billede i denne omgang er det, man kalder en mystery malt. Dvs. en aftapning foretaget af en uafhængig distributør, der lanceres uden angivelse af det specifikke destilleri, drammen kommer fra. Ergo kommer Finlaggan Old Reserve (58 %, 425 kroner) ikke fra Finlaggan - der eksisterer ikke en fabrik ved det navn - men en anonym producent et sted på Islay. Normalt plejer man at sige, at det mest er Caol Ila eller Bunnahabhain, som begge i stor stil fremstiller spiritus med henblik på blends, der ryger i flasken ved sådanne lejligheder, men i dette tilfælde tillader jeg mig selv at tvivle. Det stærkt medicinske præg, drammen bærer, får mig nærmere til at tænke på Laphroaig eller, endnu mere sandsynligt, Lagavulin. Men under alle omstændigheder er det en meget speciel whisky.

Duften rummer svovlagtige toner, der ofte minder min bedre halvdel om kostald. Nedenunder anes der ganske meget røg og mørke, cacaoagtige toner. Man fristes til at tro, at der, navnet til trods, er tale om en meget underudviklet og måske ligefrem ubehagelig whisky, men så kommer vi til...

smagen, der til virkelig giver smæk for skillingen. Jo, tungen rammes stadig af svovl og kokasser, men på en eller anden absurd vis går det op i en højere enhed med sherrynoter, ulmende lejrbål, friskt plaster og - hvilket er vigtigt i denne sammenhæng - havvand. Masser af havvand. Måske endda med et par søpølser oveni.

Eftersmagen har ikke det sædvanlige egebid, men består nærmest af svovlen, som langsomt fordamper fra tungen, mens man vandrer ind i landet mellem bølgende kornmarker.

Finlaggan Old Reserve er ikke en dram for landkrabber: Nærmest mere end Bn6 er den det, jeg vil kalde indbegrebet af en maritim malt med alt, hvad det indebærer af høj søgang, reb, tjærede planker og skidtfisk i lasten. At Bn6 så er rigere i smagsnuancer - og dermed har en afgørende kant - er så noget andet. Men jeg vil afgjort anbefale enhver, der ikke er bange for at gå til bunds mellem Esjerg og Fanø, at investere i et par flasker af denne pragtdrik, før den er væk. (97)

I det hele taget vil jeg anbefale alle at stifte bekendtskab med de maritime whiskyer, der rummer deres helt egen form for smagsunivers og - plat, men stå nu ved det, søulk - romantik.

Og sæt sejl mod Bunnahabhain og Finlaggan, manne!

Arrrr!

mandag den 10. april 2017

Golden Kentucky rain

Så er det igen på tide at vende tilbage til drammens verden. Og som lovet for snart en rum tid siden, skal vi i dag et smut over Atlanten og smage på nogle af de mere klassiske, amerikanske whiskeymærker.

Når man snakker om whiskey fra over there, tænker man nok langt hen ad vejen på Bourbon-typen. Et prædikat, mange kender fra f.eks. den populære, men ikke voldsomt appetitlige Jack Daniel’s Red Label, der har det med at smage som en blanding af rævepis og kloakrens, hvis man ønsker min ydmyge mening. Men teknisk set set er Bourbon-typen opkaldt efter det tidligere Bourbon County i Kentucky, hvis tradition med at brygge whiskey på 51 % majs (resten var korn), som blev lagret på forkullede fade af frisk hvideg, med tiden har vundet over stort set alle andre produktionsmåder øst for Atlanten. Det meste Bourbon, som produceres, er stadigvæk destilleret i det gamle kerneområde, om end man i princippet sagtens kan producere Bourbon overalt på kloden, hvis opskriften ellers overholdes. De fire dramme, som smages her, stammer dog alle fra Kentucky.

Modsat skotsk whisky, der som oftest er lavet med henblik på at vinde med alderen, er stort set alt Bourbon NAS – dvs. uden aldersangivelse. Det skal ikke engang leve op til den skotske treårsgrænse for at kunne sælges som whiskey, men kan allerede sælges to år gammelt: På det stadium, som faktisk alle andre steder ville føre til betegnelser som ”new make” eller ”maltsnaps”. Som vi skal se, er det dog generelt ikke noget, som forhindrer kvalitet.

Blanton’s Original Single Barrel Boubon Whiskey 93 Proof aftappes ved en alkoholprocent på 46,5 og er med sin pris på 569 kroner den suverænt dyreste, jeg har testet i denne omgang. Stikker man næsen ned i glasset, mødes man da også af en rund og behagelig duft af citrusskaller, måske endda bergamotte, med en anstrejf af græs, der afslører, at Bourbonens rødder langt hen af vejen er funderet i irske traditioner. Selve smagen er noget skarpere: Den høje alkoholprocent fornægter sig ikke, uden at det dog føles som en sprittet dram. Faktisk får man – og det er i grunden et generelt træk for Bourbon-whiskeyer - en mere intens udgave af duften, dvs. rigtig meget saftig, men også bitter citrus, der gør dette til en udpræget bourbon for voksne. Eftersmagen melder sig med masser af eg, men citrusnoterne bliver også hængende længe.

Den kantede flaske, drammen ankommer i, er så smuk, at den sagtens kan vaskes og genanvendes som karaffel bagefter, og det, at nøgletallene – herunder tøndenummeret - er skrevet på med hånden, giver det hele en anderledes intim kvalitet end de fleste andre kommercielle whiskeyer. Så meget sagt er den lidt ensidig i udtrykket, selvom den kan det, den kan, til fulde. (92)

I USA er målestokket på alkoholindholdet lagt an efter 100 % proof, hvilket svarer til 50 % her på kontinentet, og som gammel Depeche Mode-fan kan jeg svært andet end at klappe i mine små hænder over, at Wild Turkey Kentucky Straight Bourbon Whiskey er 101 % Proof. Og så endda til 199 kroner.

På mange måder er der da også tale om en slags ”lillebror” til Blanton’s. Der er den samme næsten likørtætte duft af citrusfrugt, her dog mere genkendeligt appelsin, og i smagen er der appelsinskal, majs, græs. Eftersmagen har en behagelig egeglød, og man strejfes kort, men kærligt af sydens blomster. Den kan altså meget af det, den dyrere ”storebror” kan, den men føles mindre hidsig og en anelse mere sammensat, og den er en rigtig god Bourbon til prisen. (92)

I prisklassen lige under finder man – til 175 kroner - Old Grand-dad Kentucky Straight Bourbon Whiskey, som da også tappes ved de 40 %, som er gammel europæisk standard. Det mærkes.

Duften er let og aromatisk. Rummer markblomster og citrus i behagelige doser. Når det kommer til smagen, lyver duften igen ikke. Men man mærker, at dette – sammenlignet med de to andre – er et noget fortyndet produkt. Til det punkt, hvor man endda fornemmer vandet, hvilket normalt burde give seriøse minuspoints, men faktisk ikke gør det. Der er en fornem balance mellem smagsindtrykkene, som gør Old Grand-dad til noget lidt for sig selv.

Eftersmagen er lang og faktisk mere kompleks end hos de to andre. Sammen med egefornemmelsen følger blomsterne og frugten med hele vejen ud.

Old Grand-dad er det sikre og moderate valg. Ikke en dram, som giver en lyst til at storme nabostaten, men den har sin egen diskrete, tør man sige modne charme. Det vandige indtryk gør dog, at helhedsindtrykket ikke kan snige sig op på mere end (91).

Til sidst har vi Bulleit Kentucky Straight Bourbon Frontier Whiskey, der aftappes ved 45%  og typisk kan fås til 199 kr. Her har vi igen med en lidt mere hidsig dram at gøre, som duftmæssigt møder en med appelsin og brændt sukker, ja, næsten marcipanagtige noter. Smagen er meget intens, men appelskrællen er behageligt afrundet, og der anes også noget marcipanagtigt her. Produktet kunne sikkert godt sælges som en likør, men er mere skarp og frisk i karakteren, og hvidegen træder igennem i eftersmagen på en måde, der ikke nødvendigvis gør lykke på alderdomshjemmet.

Det er næsten synd af sige det, eftersom den næsten er tre gange så dyr og egentlig pengene værd, men Bulleit er bare noget specielt. Og leverer maksimal smag til lavest mulige pris. (93)

Så meget sagt har alle de her smagte Bourbon-flasker kvaliteter at tilbyde, så spæd alkohol ikke burde have. Så har du mistet modet efter for meget Jack D. en mørk nat i Pisserenden, så fat håb: Hvideg og 51 % majs kan føre til andre og meget større smagsoplevelser.

mandag den 20. marts 2017

En bitter smag af revolution

Depeche Mode
Spirit
(cd Sony, 2017)

Selv blandt Depeche Modes dedikerede fans eksisterer der åbenbart stadig en udbredt opfattelse af, at gruppens bedste tid var ovre, da den begavede arrangør Alan Wilder gik. Specielt de tre albums, Ben Hillier producerede for gruppen mellem 2005 og 2013, får typisk hårde ord med på vejen, selvom de i hvert fald kommercielt holdt de tre efterhånden grandvoksne herrer fra Basildon flydende. Sandt at sige viser den måde, bandet siden Wilders exit har benyttet sig af skiftende producere som kreative medspillere på, da også, at Gore, Gahan og Fletcher ganske vist kan levere stærke sange endnu, men har behov for nogen til at støbe kuglerne, så at sige. Gennemtænke arrangementerne og sørge for, at alt lyder, som det skal. Men jeg skal gerne indrømme, at Hilliers minimalistiske tilgang til lyd for mig at se var et tiltrængt spark i røven, og at det ikke var hans skyld, at materialet på specielt Sounds of the Universe ikke helt var i top. Men mens det samarbejde stadig var nyt og friskt, producerede teamet Playing the Angel sammen, som hørt med dette par ører fortjener en plads blandt gruppens fem bedste albums.

Nu har en ny producer, James Ford, fået en stak sange at rive i, og man mærker med det samme to ting: At han dels ikke er særligt dominant. Man kan ikke høre ham i musikken på samme måde som Hillier eller i sin tid Mark Bell og Tim Simenon. Til gengæld har han været god til at organisere materialet: Skabe enkle, men dybe lydbilleder, korte numrene ned til den længde, de hver især fortjener, og ikke mindst sørge for, at Spirit, som det nye opus hedder, er forblevet et kort, stramt album ligesom Depeche Modes bedste fra 80'erne.

Og det er netop dem, Spirit fortjener at blive sammenlignet med. Ikke mindst den tilsvarende politiske, om end mere naive Construction Time Again fra 1983, som opstod på et tidspunkt i verdenshistorien, hvor alting både var mere enkelt og sort/hvidt. På den ene side havde man kommunismen, på den anden side vestens demokratier, og valget dengang stod lige for: Enten valgte man fredens vej eller den nukleare undergang. I dag, hvor demokratierne er blevet mere spegede affærer, og det er konventionelle våben mere end den røde knap, der er grund til at frygte, er billedet mere sammensat, og det præger da også teksterne på Spirit. Selvom førstesinglen stillede spørgsmålet "where's the revolution", er der tale om en stak syrlige sange, som har nemmere ved at kritisere tingenes sørgelige tilstand post Trump og brexit end anvise veje frem. Som åbningssangen "Going Backwards" tørt konstaterer: "We feel nothing inside". Spirit afspejler helt perfekt en tidsånd, hvor alle på hver deres måde fornemmer, at noget er rivende galt, men ingen har en patentløsning på, hvad den sikre vej frem går ud på. Hvor tidligere tiders regelrette ideologier er døde, og selv Depeche Mode optræder med dybt ironisk Karl Marx-skæg i hæftet, selvom medlemmerne utvivlsomt stadig ligger tættere på hans filosofi end populismen og neoliberalismen.

På sange som "Poorman", "The Worst Crime" og ikke mindst den afsluttende "Fail" - den totale modpol til Construction Time Agains utopiske finale "And then" - er Spirit lyden af at band, der fægter frustreret i luften med armene, men har svært ved at tro på menneskehedens evne til at løse de problemer, den har skabt for sig selv. Men tros der på noget, er det alligevel netop menneskeheden. Som der synges til barnet eller kæresten i den korte, men centrale "Eternal", der er en slags moderne svar på Kate Bushs isnende klassiker "Breathing": "And when the black cloud rises / And the radiation falls / I will look you in the eye / And give you all my love".

Musikalsk er Spirit et umanerligt stramt og velkomponeret album. Modsat de to seneste udspil, hvor man fandt decideret fyldstof, er der denne gang ikke et eneste nummer, som kan undværes. Mange ville pege på netop "Eternal", der er en kort, knapt formet skitse, som ender i et sus af støj og disharmoni, men uden netop den sang ville albummet falde igennem som koncept og kun efterlade smagen af elendighed. Er der noget at pege på, kan det være, at "You Move" - albummets ellers eneste sensuelle nummer - er lidt for langt, og at "No More (The Last Time)" er hørt bedre før, men ingen af dem er decideret dårlige, og hører man værket som helhed, er man trods alt ikke tilbøjelig til at springe over dem.

I det hele taget værdsætter jeg det træk ved Spirit, at Depeche Mode - bevidst eller ubevidst - har undgået mange af de klichéer, de selv har skabt. Her er, modsat på de to seneste albums, ingen oplagte paralleller til "Personal Jesus" og "I Feel You", og Gore undgår næsten at bruge ordet "little". At han også økonomiserer mere med guitaren, end han har gjort længe, er også et sympatisk træk. Mange har sikkert længe, ligesom mig, ønsket sig en tilbagevenden til den elektroniske lyd fra de tidlige albums - bare i opdateret tilstand - og det ønske lader Spirit ikke helt gå i opfyldelse. Men den stramme motorik i "So Much Love" og det pragtfulde evighedsgroove sidst i "Cover Me", som måske er bandets stærkeste sang siden "Waiting for the Night" tilbage i 1990, smager sødt på tungen. Og resten af tiden opfylder guitaren en fin, afdæmpet og nuanceret rolle som en klang blandt mange andre.

Alt i alt er Spirit nemt både det både stærkeste og mest fokuserede værk, gruppen har skabt siden Playing the Angel. Og tematisk set det mest markante siden hovedværket Black Celebration, hvis nihilisme albummet på mange måder afspejler. Måske vil det aldrig på samme måde blive tatoveret ind i en generations hjerte og selvforståelse, men det er strengt taget ikke Depeche Modes skyld.

Lyt med åbne ører. Der er liv efter Alan Wilder. Indtil enten bomben eller revolutionen rammer os, i hvert fald.

mandag den 10. oktober 2016

United blends of Scotland

Efter mere eller mindre at have støvsuget supermarkedernes hylder for helt billige whiskyer, er turen nu kommet til prislaget mellem 100 og 200 kroner. Et forvirrende stratum, der både byder på de bedste "fyldwhiskyer" - klassikere til kaffen som f.eks. standardudgaverne af Bushmill's og Jameson - og blends, der vil andet og mere. Men i reglen blends. Single malts får man sjældent i fornuftig kvalitet til under 300 kroner.

I denne runde har jeg fundet fire blends frem, der kommer hele vejen rundt. Dog med en overvægt af dem, som er drikkelige i sig selv. For overskuelighedens skyld er der tale om fire skotter, der så at sige tager én på en udflugt hele vejen fra  Helvedes forgård til Paradisets frugthaver.

Og lad os da bare begynde i den billige ende.

Til 109 kroner er Lauder's Queen Mary Blended Scotch Whisky (40%) en lidt spændende måde at begynde gennemgangen på. Mærket er et af Europas mest solgte og regnes normalt ikke til blandt "slavewhiskyerne". Omvendt signalerer prisen heller ikke ligefrem topkvalitet, men ok: Flere af de helt billige dramme formår at levere gode drikkeoplevelser til en lav pris, så hvem ved?

Låget ryger af, og straks er ens forhåbninger gjort til skamme. En damp af svovl og kød stiger op i næseborene, og selvom den måske ikke er decideret væmmelig, er den heller ikke for børn.

Smagen er heldigvis mere jævn og harmonisk, da der er rigeligt med egekarakter til at udbedre miseren. Hvis kød og svovl kan smage godt, er det her, det gør det. Men for pokker, hvor er der brugt meget og dårlig grain her, hvilket kun understreges af, at eftersmagen, som byder på eg og malt, både er kort og ikke specielt markant.

Man får indtrykket af, at de stakkels blendere, som er blevet bedt om at sammenstykke drammen, har gjort deres absolut bedste for at få noget drikkeligt ud af nogle usædvanligt dårlige råvarer. Det lykkes sådan lige akkurat. Flasken er lige til kaffen. Men så heller ikke mere. Og til den pris synes jeg sådan set godt, man kan forlange mere. (75)

Men så kan man jo gå til en anden skotsk klassiker, Ballantine's Finest (40%, 169 kroner), hvis standardversion - den kommer i udgaver, som er op til 40 år gamle - er indbegrebet af et fornuftigt blend til prisen. Af samme grund er mere end en flaske da også forsvundet her i husholdningen på mystisk vis.

Duften slår oplevelsen fint an: Der er frugt- og maltsødme med et strejf af røg, der åbnes endnu mere, når man drikker. Kras bliver oplevelsen dog aldrig: Det er trods alt Speyside-whiskyer, der primært er på spil blandt de 50 makes, flasken er sammensat af, så der er også efterårsfrugt og mere sukrede elementer i smagen, før den toner ud i prikkende eg og maltsødme.

Det lyder ikke som det store sus, og det er det i grunden heller ikke. Og det var da helt ude af proportioner, da whisky-guruen Jim Murray på et tidspunkt gav den 96 points i sin Whisky Bible! Men den er på én gang både ligefrem og kompleks dram, som har det med at åbne sig endnu mere efter nogle glas, og leder man efter en flaske, man kan tømme, uden det har konsekvenser for børsnoteringerne, er Ballantine's Finest et både godt og klogt valg. (90)

Black Bottle Blended Scotch Whisky (40%, 199 kroner) kommer fra Aberdeen-foretagendet Gordon Graham, som har været igang siden 1879,  og Black Bottle er i sig selv et gammelt brand, der er kendt for at trække på spiritusser fra samtlige distillerier på Islay, dog primært Bunnahabhain. I 2013 lanceredes der dog en mildere version som standard, der også inddrager andre smagsnuancer end røg og eg, og det er denne, jeg har fået fat i en flaske af til 199 kroner.

Og lad mig sige det, som det er: Trods manglende aldersangivelse er det en fornem dram til prisen. Allerede i duften tages man godt imod med røg, pærer og sherrynoter. Men det er intet imod, når den når tungen. Vel mister røgen en hel del af sin slagstyrke i den forbindelse, men så rig og afrundet en smag, man får i stedet! Her er både pære- og æblesødme, eg og lidt konfekt. Og så naturligvis
røg og eg, der i eftersmagen får et delikat pebret præg. Og jo, man fornemmer stadig den der Bunnahabhain, om end naturligvis i en mindre kras, mere nedtonet udgave.

Snakker vi blends i den mere økonomiske ende, og er man til røg, vil jeg vove at påstå, der ikke er nogen vej uden om Black Bottle. (92) Som sagt er det ikke som at gå tur under en tørvebrand på Islay, men det er så meget røg, man kan få for 200 kroner, og der er altså en skøn kompleksitet i blenden, som ville have gjort den til en naturlig vinder af prisklassen, hvis det ikke var for...

...The Antiquary 12 Years Old (40 %, 199 kroner) fra J.W. Hardie. The Antiquary, som er opkaldt efter en novelle af Walter Scott, er også et gammelt mærke med rødder helt tilbage til 1888, der i dag kan fås adskillige udgaver. Dette er dog "standarden".

The Antiquary har aldrig skiltet med, hvad der var i hvert enkelt blend, og man får da heller ikke nogen klar idé af at åbne flasken, selvom man mødes af en frugtsymfoni, som spontant får én til at udbryde "Speyside"! Primært mærker man pærer, men der er også en mørkere tone i duften af røde druer. Når dråberne rammer munden, er ens første tanke, at det her er friskt! Hvis ikke en prikkende fornemmelse af eg afslører, der er tale om en whisky, føles det som at drikke en hel frugthave i august. Nød er der sågar! Sjældent har jeg oplevet en blød og imødekommende whisky med så meget smag og karakter, og mens slurken fortoner sig i et pebret flimmer bagest på tungen, bøjer jeg mig i støvet. Dette er det mesterligste blend, man kan få for små penge. Skam få den, som pøser fløde i den! (93)

Summa summarum: Man kan drikke ganske fornemt for mindre end 200 kroner, hvis man ene og alene køber blends fra Skotland. Men i næste ombæring vil jeg prøvesmage fire amerikanske bourbons, som giver pikterne mere end kamp til stregen. Glæd dig!

tirsdag den 16. august 2016

Ti omslag

I disse dage florerer der en kædebesked på Facebook, hvor folk bliver opfordret til at poste et godt albumcover på deres profil uden videre forklaring, hvorefter de så skal nominere 6 andre, som skal gøre det samme. Af en eller anden mystisk grund er mit navn ikke blevet nævnt endnu, hvilket jeg ikke skal lægge skjul på, jeg er godt og grundigt skuffet over. Så her er ikke blot et, men 10 albumcovers, som har gjort et uudsletteligt indtryk på mig gennem mine efterhånden mange år som pladesamler.

Det siger sig selv, at jeg ikke nominerer nogen i den forbindelse. Så kan folk lære det. Ja, det kan.














mandag den 15. august 2016

Billigt sprøjt pt. 2

Udvalget af supermarkedswhiskyer er ganske stort, så endnu engang går jeg på jagt efter noget godt til kaffen, og det er bestemt ikke sikkert, det er sidste gang. Står man med en god bønne, er det jo ikke helt lige meget, hvad man putter i, vel? Og nu, hvor en sæson med rusk og regn står for døren, er dét spørgsmål mere påtrængende end længe.

Sjovt nok er den whisky, som i denne omgang passer bedst til formålet, også den billigste. Det drejer sig om Muirhead's Blue Seal. Et treårs blend på 40 %, der kan fås i Rema 1000 til den sympatiske pris af 79,95 kroner.

At åbne for flasken er ikke den store oplevelse. Der sniger sig lidt tørret frugt og sprit op i næsen. Det er alt. Men når det kommer til smagen, skal man gå langt for at finde en mere klassisk irish coffee-whisky. Faktisk smager den mere af "whisky" end nogen anden, jeg kender.

Modsat hvad duften siger, er drammen ikke specielt sprittet. I stedet får man malt, vanille, karamel (er det farven, der smager farven igennem?) og måske et strejf af chokolade. Eftersmagen er temmelig flygtig, men det er vanillen, som bliver hængende længst på tungen.

Muirhead's Blue Seal er på ingen måde et skidt produkt. Håndværket fejler ikke noget, resultatet er bare blevet noget gennemsnitligt. Et par ekstra skvæt af en god Speyside ville have løftet helheden betragteligt. Men hvad pokker? Hvor meget kan man med rimelighed forvente til så lav en pris? Et godt køb under de givne omstændigheder (81).

Lidt mindre egnet er faktisk Back Tee (Brugsen, 93,95). Et lidt gustent blend på 40 % af fransk aftapning, der dog påstår at være af skotsk afstamning. Det skal såmænd også nok passe. I hvert fald er der noter af tørv og vanilletobak i både duften og smagen, der bliver hængende ganske længe på tungen.

Der er ikke tale om en særligt sammensat whisky. Onde tunger vil måske endda påstå, den er lidt endimensionel. Omvendt er Back Tee ikke uden karakter og kan sagtens nydes for sig selv. Måske endda helst sådan, for jeg kan godt komme i tvivl om, hvordan dens træk vil spille sammen med fløde, sukker og mokka. Så meget sagt er den bestemt det beherskede beløb værd, og sammen med Queen Margot ender denne skotske franskmand faktisk med at være en af de bedste økonomi-whiskyer, jeg har smagt (85).

Det kan man ikke sige om Lauder's Queen Mary Special Reserve, der ellers er et temmelig udbredt mærke. Igen ligger flasken på de almindelige 40 %, og jeg fandt mit testeksemplar for 109,95 hos Min Købmand. Hvilket viste sig at være en helt igennem urimelig pris.

Duften er markant. Det må man give den. Til gengæld er det kød og svovl, der trænger igennem, og der er egentlig kun én ting at sige til dét: Bvadr!

Så er smagen heldigvis mere sympatisk. Jo, den er stadig påfaldende svovlet, men til gengæld med masser af eg og et strejf af tobak. Faktisk prikker drammen behageligt på tungen med en dejlig blanding af bid og garvesyre, hvilket gør den mere karakterfuld, end man lige regner med. Eftersmagen er til gengæld nærmest ikke-eksisterende, og alt i alt må man sige, at Queen Mary er et godt stykke fra at være en god whisky, hvilket vel skyldes brugen af lidt for meget og lidt for ung grain. 78 points er alt, karakteren kan snige sig op på.

Så gå efter Muirhead, hvis det er kaffen, der kalder, og Back Tee, hvis der også godt må komme noget i glasset ved siden af. Deciderede åbenbaringer oplevede mine smagsløg dog ikke i denne omgang. Så er dét sagt.

onsdag den 20. juli 2016

Tre kølige fra undergrunden

I alt for lang tid har jeg gjort for lidt ud af det tredje spor, jeg ønsker, at denne blog skal repræsentere: Den smalle litteratur. Eller rettere: Den litteratur, de efterhånden ganske få etablerede forlag vælger fra i jagten på de næste bestseller. Specielt når det angår lyrik, skal man i dag helst have enten et diplom fra Forfatterskolen eller en anbefaling fra en allerede anerkendt forfatter med sig, hvis man vil ind i det "fine selskab". Dvs. den eksklusive kreds af forfattere, dagbladene gider at omtale og boghandlerne lagerføre. Hvilket selvsagt giver plads til et kæmpe vækstlag, de etablerede kræfter - sædvanligvis med en vis foragt i stemmen - betegner som "undergrunden". Af og til drejer det sig om forfattere, som er tilknyttet forlag, bare ikke "de rigtige", men der kan også være tale om selvudgivere, som har følt ordene trænge sig så meget på, at de har gjort alt arbejdet selv.

Og lad mig gøre det klart: Selvfølgelig er der tale om lidt af en underverden, hvor man kan slippe afsted med at udgive det argeste lort. Hvert år udkommer der hundredevis af bøger, som simpelthen ikke fortjener det papir, de er trykt på. Men det, at man på "overfladen" slet og ret afviser alt, gør, at der vitterligt ryger nogle talenter ud med badevandet, som til enhver tid kan tage kampen op med Tordenskjolds Soldater. Og disse talenter vil jeg gerne gøre mit for at sprede ordet om.

Et oplagt eksempel er Steffen Weiss, der debuterede som selvudgiver i 2005 med samlingen Kun papir (brænd det før din nabo) og længe har været en af de mest lovende lyrikere i den dersens "undergrund". Nu er det omsider blevet til bog nr. 2, som i en række lange, fabulerende tekster nostalgisk, men også bittersødt beskriver en barndomsforelskelse i en svunden tids Christianshavn, der med titlen beskrives som Hjertefejlernes kvarter. Selvfølgelig er selve forelskelsen ikke kun dét, men også et påskud for at beskrive stemninger fra den bydel i den tid, der vel må være engang sidst i 1960'erne. Som i "Blå blink og nytår på brus":



Du må ikke lege med ild, formaner min far
jeg har lommerne fyldt med "sputnikker" er sej
frygtløs, ikke til at skyde en nytårsraket 
gennem, jeg lægger en på jorden, stryger
en stormtændstik lader den kysse lunten
løber væk i opløftet stemning og der er
lift off mens jeg spurter i dækning

På den led minder Hjertefejlernes kvarter om en lang række andre samlinger med hjemstavnstema. Måske mest af alt Turélls Vangede billeder, der kommer til poesien fra en lige så ramsaltet arbejdervinkel. Men fantasien er alligevel anderledes frodig hos Weiss. Man ved aldrig, hvornår stenbroen smelter, og man lige pludselig befinder sig i Amazonas, på prærien eller i det ydre rum. Der er mødre, som ælter dej, og fædre, som bygger bålsteder, men først og fremmest er der denne pige, som er syv, mens fortælleren er seks og kun lige ved at lære sit hjerte at kende:

hun er smuk, men det ved jeg først om nogle 
år, for jeg er seks og fatter ikke skønhed 
endnu, og det selvom den står lige ved siden
af i en alder af syv

Bemærk den ulige alder. For forfatteren selv skulle titlen også hentyde til, at der var en overdødelighed af hjerteanfald i hans barndoms bydel, men den centrale hjertefejl ligger et helt andet sted. For vel forvandler fortælleren sig i sin fantasi om til en ren Tarzan, der "dræber gorilla befrier kvinden / i nød, hun er syv og falder helten om halsen", men alligevel slutter samlingen med, at hun fylder otte, mens hovedpersonens egen alder står stille. "Festen slutter om et par timer", sukkes der lakonisk, mens tiden vrider de elskende, som endnu ikke ved, de er elskende, fra hinanden.

Hjertefejlernes kvarter, som er udkommet på Spangsgaard Art, er indholdsmæssigt en meget stærk og varm bog, som samtidig på fremragende vis bindes sammen af aldershenvisningerne. Så meget sagt har jeg dog et par formmæssige indvendinger. Det forvirrer, at bogen starter med deciderede digte for undervejs at sætte over i en slags prosatekster. Det gør unægteligt - ikke mindst fordi det ikke virker motiveret - læseoplevelsen lidt ujævn. Det samme gør en inkonsekvent kommatering, som kunne have været fanget af en passende korrekturlæser. Men der findes etablerede forfattere, som skriver dårligere end Weiss, og meget få af slagsen, der har mere på hjerte.

Meget på hjerte har bestemt også Maja Petrea Fox, der sidste år debuterede på forlaget Copenhagen Storytellers med en digtsamling, Åben, der i min bevidsthed imidlertid er så markant, at jeg gerne anmelder den længe efter. Ikke fordi den er fejlfri eller for den sags skyld 110 procent original - det kommer jeg til - men nøj, der er power på.

I 51 vildtvoksende tekster opdelt i tre afsnit, der nærmere virker som pauseringer end egentlige afsnitsinddelinger, føres man ind i en verden, der er lige dele punk, jazz og gris gris á la Dr. John. Med andre ord: Er det dunkelt eller vildt, er det brændstof i tanken, og begreber som tobak, sprut, sex, død og revolution går da også igen og igen i digtene, som i den grad dyrker forestillingen om, at man har det bedste udsyn til stjernerne fra rendestenen. Af samme grund er det da også beatlyriske forbilleder som Turéll, Ginsberg og Kerouac, der spøger i baggrunden. Måske tilsat en knivspids Strunge á la Skrigerne eller Vi folder drømmens faner ud. Hvilket ikke havde været videre originalt, hvis det ikke var fordi 1) Fox er kvinde og 2) har helt sit eget sprog.

Med det første hentyder jeg til, at Fox som type er beslægtet med 90'ernes riot grrrls, der i den grad vidste, hvad de stod for, hvad, de ville have, og hvordan de fik det. De satte deres hatte, som de ville, uden skam, skyld eller blusel. Det samme gør hun, hvad enten det er drømme, sex eller sprut, der står på programmet. Hvilket er et mere end forfriskende indslag i den ellers så mandsdominerede beatverden. Med det andet mener jeg, at der virkelig er en særlig sprogbevidsthed på færde. Som nu sidst i "XXIV":

Med usynlige jødestjerner
mærket fast til tøjet
Gentog historien sig
om og om igen
Indtil bartenderen jog os ud
af vort fædreland
Og vi alle døde
enten alene og fordrukne
eller sammen
Ovenpå hinanden
gassede, nøgne og blege

Sjældent har dansk beatpoesi været stærkere eller mere rammende.

Ekstra punch får Fox dog, når hun tillader sig selv at vise mere sårbare sider. For der er jo, er man ikke i tvivl om, et hverdagsmenneske inde i det flamboyante storbymonster, de fleste af digtene er skrevet af. Og der er ikke mindre grund til at holde af dét:

Jeg voksede op
der hvor stokroserne groede højere
end min egen hovedtop
og længere ude
end husgavlen tillod
Bag røde skodder på vinduerne
med skyer og mariehøner
malet af min mor på væggene
Min far fra de varme lande
serverede pasta og pølser
i den anden ende af byen
på en avis

Et par gange om året
hvis året tillod det
sov jeg i hans kuffert
trygt
Jeg gik i skole ad jernbanen
med en pind på stakittet
der lavede rytmer i takt med byen
iført røde gummistøvler
fik jeg sår på knæene
fra rulleskøjtefald
i betonens land
forsvandt jeg med årene

Med andre ord: Det er stemmen Fox mere end samlingen Åben, man køber. For det er en bog, som måske vil lidt for mange ting på én gang, godt kunne have været barberet nogle tekster ned og igen ikke er konsekvent, når det kommer til brugen af store bogstaver. Jeg mener: Enten bruger man dem korrekt efter det, der logisk set ville have været et punktum, eller også anvender man dem slet ikke. Den lidt for faste brug af gentagne figurer  er også i beatlyrisk sammenhæng en kliché, man står sig bedst ved at arbejde udenom. Men ligesom de mange vellykkede tekster gør projektet Maja Petrea Fox et stort indtryk på læseren, og kan hun fremover ikke blot udvikle formen, men måske også blive mere en person end en persona, kan der være endda meget store ting i vente.

Hvor Fox om noget er forfaldsromantiker, er Cecilie Sund Kristensen, som med Blå nætter lægger sin anden digtsamling på bordet, nok trods alt mere romantiker. Ikke at teksterne ikke må rive og flå i nerverne - læs bare debuten Blandet slik (2013) - men så igen: Det var netop sådan, den originale romantik var, før biedermeier-kulturen tog over. Og er der noget, Kristensen ikke er, er det biedermeiersk. Snarere har hun udviklet sin egen (post)moderne Sturm & Drang, og om noget er Blå nætter, som også er udkommet på Copenhagen Storytellers, gennemsyret af forestillingen om "die ferne Geliebte", som man aldrig vil få, selvom vedkommende er nok så tæt på, og de skiftende bølger af kærlighed og vrede, det medfører.

Bogen skal ifølge forordet være skrevet baglæns. Det er den måske også, men på en måde er det underordnet. Det er de samme to mennesker - en troløs mand, en kvinde, som ikke tør tro, og spændingen mellem dem - der løber igennem digtene. I virkeligheden står man i en konstant opbrudssituation, der ind imellem løfter sig op i en ekstatisk potens, fordi den ikke er realiseret endnu. Det må ikke have været det nemmeste at stå igennem, hvis man skal tage ordene for pålydende, men det er et glimrende udgangspunkt for poesi.

Og poesi kan hun skrive, Cecilie Sund Kristensen. Med en rutine, der modsiger hendes endnu unge alder, kan hun skifte ubesværet fra det præcise og nøgterne...

Facadelivet er grimt
men hvad der gemmer sig under
har vi for længst lagt bag os

...over det beatpræget mundrette...

Du har ikke været en god dreng i år
men jeg ville så frygtelig gerne
sende dig en julegave alligevel
der ikke virkede så irrationel
som den millard der skulle løfte ældreområdet
Som om den ville kunne rette deres rygge
Rejse dem fra kørestolene
og løbe med os hen ad markerne
Som om de kunne elske, som vi gjorde
ude under frosten
Som om de ville tilpasse sig
og sende lige så mange fuldebeskeder
som os to

...til det regulært hjerteskærende:

Lukket inde i mig selv
svæver jeg livløst rundt
og bruger min krop som et
aflåst pigeværelse
der længe har været ødelagt
og støvet
Og nu svæver jeg 
på livet løs herinde
og drømmer om de ting
der gjorde dig til dig
dengang vi
var det eneste, 
der fungerede

Nu kan vi kun fungere
hvis vi giver hjertet til andre
imens

Den slags perler er Blå nætter fuld af. I det hele taget sættes der ikke mange fødder forkert, og var Blandet slik i sin tid en lovende debut, er denne bog meget tæt på at være et svendestykke. Der er noget koncepttænkning, som virker mere indadtil end udadtil, og vil man være ond, kan man sige, at Blå nætter bare er endnu en gang parforholdslyrik af den slags, tiden er så fuld af. Men det er en sjældent vedkommende, kraftfuld og kompetent parforholdslyrik fra en digter, der ikke er nærig med at dele ud af sine bittersøde dåbsgaver. Jeg glæder mig til at læse samling nr. 3.

Alt i alt er der tale om tre, synes jeg, meget væsentlige samlinger, som på grund af noget, jeg ikke kan betegne som andet end gold vanetænkning, ikke er dukket op på den bredere offentligheds radar. En fælles fejl, synes jeg, er forordene: Uanset hvad, du gør, tror jeg på "don't tell it, show it" som en gylden tommelfingerregel. Men at det i sig selv skulle være grund til at kassere tre spændende lyrikere på forhånd, har jeg svært ved at se.

Opdag dem selv. Hvis du virkelig elsker lyrik.

Bestilling/oplysninger:

Hjertefejlernes kvarter
Åben
Blå nætter